Foto: Camilla Kjærsgaard Olesen

Podcast:

Aarhus 1900 kom i politiets søgelys efter Willy Schmidts død

Politibetjentenes efterforskning af sabotøren Willy Schmidts død førte dem til svømmeafdelingen hos Aarhus 1900

Af
Jonas Wrede Hansen

Podcast Tilbage i 1943 satte fundet af Willy Schmidts lig ved det gamle glasværk i Ole Rømers Gade gang i den helt store efterforskning hos Aarhus Sikkerhedspoliti. Betjentene gik straks i gang med at undersøge, hvem der var involveret i sabotage-forsøget, og det fik dem blandt andet til at kigge nærmere på en aarhusiansk svømmeklub. Det fremgår af de politirapporter, som Lokalavisen Aarhus har læst på Rigsarkivet i Viborg, om sagen, og det kan du høre meget mere om i nyeste afsnit af podcast-serien 'Den Dræbte Sabotør'.

Lyt til podcast-serien herunder

Efterforskningen af sabotageforsøget viser tydeligt, hvordan det aarhusianske politi i foråret 1943 gjorde, hvad det kunne for at opklare sabotage-handlinger mod den tyske besættelsesmagt. Det overrasker ikke Søren Tange Rasmussen, der er museumsinspektør på Besættelsesmuseet i Aarhus.

"De arbejdede seriøst med at opklare disse sager, og de var formentlig i tyskernes øjne også bedre til at jagte kommunister, end tyskerne var selv, fordi de kendte byen og kendte folkene," fortæller han til Lokalavisen Aarhus.

"1900 sabotage-klubben"

Allerede morgenen efter sabotageforsøget i Ole Rømers Gade ransagede kriminalbetjente fra Aarhus Sikkerhedspoliti Willy Schmidts loftværelse på Marselis Boulevard 20 i Aarhus for at finde ud af noget omkring den dræbte sabotør og hans kommunistiske modstandsgruppe. Her blev der blandt andet fundet en kikkert, 14 kommunistiske bøger, illegale blade og to detonatorer med tændsats, som kunne bruges til sprængstoffer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

I fjerde afsnit af podcast-serien 'Den Dræbte Sabotør' læses de politirapporter, vidneforklaringer og afhøringsrapporter, som ligger på Rigsarkivet i Viborg om sabotageforsøget i 1943, hvor Willy Schmidt blev dræbt.

I fjerde afsnit af podcast-serien 'Den Dræbte Sabotør' læses de politirapporter, vidneforklaringer og afhøringsrapporter, som ligger på Rigsarkivet i Viborg om sabotageforsøget i 1943, hvor Willy Schmidt blev dræbt. Foto: Jonas Wrede Hansen

Desuden fandt politiet ud af, at en person ved navn Henry Mogensen et par uger forinden havde banket på hos Willy Schmidt. Han var også medlem af DKP. Han var i forvejen kendt af politiet, da han netop var blevet løsladt fra fængslet efter at have afsonet en dom for at have hjulpet en person med at flygte fra arresten.

Henry Mogensen var medlem af svømmeafdelingen i Aarhus 1900, og den detalje var ret interessant for politiet. For det viste sig, at Willy Schmidt også var medlem af Aarhus 1900, og det samme var Laurits Brandt Jakobsen, som var en del af Willy Schmidts sabotage-gruppe. Faktisk var flere af de kommunistiske modstandsmænd i Aarhus en del af lige præcis denne svømmeklub.

"Den der 1900-svømmeklub kom jo til sidst til at hedde '1900 sabotage-klubben'," fortalte Erik Pedersen, som svømmede i Aarhus 1900 og var en del af Willy Schmidts sabotage-gruppe, i et gammelt interview med Frihedsmuseet.

Aarhus 1900's svømmeafdeling kom da også hurtigti politiets søgelys. Kriminalbetjente afhørte flere af svømmeklubbens medlemmer, og her kom der spændende detaljer frem, som du kan høre i fjerede afsnit af Lokalavisen Aarhus' podcast serie 'Den Dræbte Sabotør', som dykker helt ned i politiets efterforskning.

Lyt til serien

Podcast-serien hedder 'Den Dræbte Sabotør', og den kan findes i iTunes, Spotify, Google Podcasts, Soundcloud og hvor du ellers lytter til podcasts. Søg på navnet i din podcast-app og abonner på serien, så er du sikker på at få besked, så snart nyeste afsnit er tilgængelig

Publiceret 25 April 2020 08:00