Pompeji-udstillingen viser blandt andet afstøbninger af ofrene for Vesuvs udbrud.

Pompeji-udstillingen viser blandt andet afstøbninger af ofrene for Vesuvs udbrud. Pressefoto: Michael Johansen/Moesgaard Museum

Moesgaard forlænger populær udstilling

Efter coronakrisen bliver det igen muligt at opleve Pompeji-udstillingen på Moesgaard Museum, selvom udstillingen skulle være lukket 10. maj

Moesgaard Museum står klar med en forlængelse af den populære Pompeji-udstilling, når publikum igen får mulighed for at besøge museet. Det oplyser Moesgaard i en pressemeddelelse.

Selvom Moesgaard Museum i øjeblikket er lukket på grund af coronakrisen, er der den seneste måned blevet arbejdet intenst på at få forlænget museets store internationale særudstilling om Pompeji og Herkulanum.

Det er nu lykkedes, og museet er klar med en forlængelse af særudstillingen frem til 13. september. Det betyder, at publikum igen får mulighed for at opleve særudstillingen, så snart Moesgaard Museum får lov til at åbne dørene igen.

Ifølge det oprindelige program skulle særudstillingen have været lukket 10. maj, så der er nok flere, som ikke nåede at opleve den, før Danmark blev lukket ned.

Og da coronakrisen brød ud, stod både Moesgaard og de italienske museer med et problem, da genstandene ikke kunne afleveres i Italien som planlagt på grund af krisen. På den baggrund har der været stor opbakning fra de italienske museer til, at man helt undtagelsesvist kan lave en længere udlånsperiode på genstandene, end der normalt gives lov til.

Moesgaard Museum har fået mulighed for at vise udstillingen hen over sommeren og helt frem til midten af september, hvis der ikke sker væsentlige ændringer i grundvilkårene fra de museer, hvor genstandene er lånt.

”En anden meget væsentlig forudsætning er selvfølgelig, at vi får lov til at invitere publikum indenfor igen på museet. Det håber vi, at kunne komme til, så hurtigt som muligt. Men det skal selvfølgelig være sådan, at vi kan åbne for et antal gæster, så det også giver mening for os økonomisk. Vi har fået rigtig mange henvendelser fra gæster, som ikke nåede at se Pompeji udstillingen inden lukningen og som har spurgt til muligheden for en forlængelse. Så vi glæder os rigtig meget til at komme i gang igen, og vi står klar til at sørge for, at man kan besøge museet og se udstillingen på en både sikker og forsvarlig måde,” siger direktør for Moesgaard Museum, Mads Kähler Holst, i pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret 23 April 2020 17:20