Det var her på Nordre Kirkegård, at Willy Schmidt 5. juni 1943 blev begravet.

Det var her på Nordre Kirkegård, at Willy Schmidt 5. juni 1943 blev begravet. Foto: Jonas Wrede Hansen

Tusinder mødte op til den dræbte sabotørs begravelse

Willy Schmidts begravelse sendte et signal om aarhusianernes utilfredshed med samarbejdspolitikken, mener Besættelsesmuseets daglige leder

Af
Jonas Wrede Hansen

Nordre Kirkegård på Trøjborg var sort af mennesker grundlovsdag 1943.

Nyheden om modstandsmanden Willy Schmidts død var nået bredt ud i Aarhus, og kommunisterne opfordrede folk til at deltage i begravelsen. Det var årsagen til, at tusinder mødte op på kirkegården den dag, hvor danskerne normalt hylder demokratiet.

For 5. juni 1943 blev den første modstandsmand, der blev dræbt i direkte skudkamp under en sabotageaktion, begravet. Og det store fremmøde viste, at der var en spirende utilfredshed hos byens befolkning, mener Søren Tange Rasmussen, der er museumsinspektør og daglig leder på Besættelsesmuseet i Aarhus.

Lyt til serien herunder

"Det viste, at der var en væsentlig mobilisering i Aarhus på dette tidspunkt, der ønskede en anden situation end den, der ellers var gældende med samarbejdssituationen," fortæller han.

Dansk politi til stede

Hvordan tyskerne egentlig forholdt sig til det store fremmøde ved Willy Schmidts begravelse, ved Søren Tange Rasmussen ikke.

"Jeg har ledt efter det i arkiverne, men har ikke fundet noget resultat på det. Jeg kan dog ikke forestille mig andet, end at tyskerne har set på det med bekymring," fortæller han og fortsætter:

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det danske sikkerhedspoliti var til stede ved begravelsen, viser en rapport fra politiets arkivalier på Rigsarkivet.

Det danske sikkerhedspoliti var til stede ved begravelsen, viser en rapport fra politiets arkivalier på Rigsarkivet.

"I hvert fald ved vi, at da tyskerne 26. august 1943 idømte en aarhusianer til døden ved krigsretten i Aarhus, der foregik hans begravelse i hemmelighed. Og det var simpelthen fordi, tyskerne ikke ønskede noget som helst."

Af Aarhus Sikkerhedspolitis arkivalier på Rigsarkivet fremgår det, at politiet var til stede ved Willy Schmidts begravelse med fire betjente efter ordre, som det bliver formuleret. Hvor den ordre kom frem, bliver ikke yderligere uddybet, så det kan man i dag kun gætte sig til. Men i den rapport, som betjentene skrev efter begravelsen, bliver det vurderet, at omkring 3.000 mennesker deltog. Det bliver desuden beskrevet, at dagen foregik i ro og orden.

DKP's leder så med

David Hejgaard, der under besættelsen var leder af DKP i Midtjylland, kunne ikke selv deltage i begravelsen af Willy Schmidt, da han efter tyskernes jagt på kommunisterne, skjulte sig i en lejlighed i Aarhus.

Men tilfædigvis lå den lejlighed i Klintegaarden på Trøjborg, hvor David Hejgaard havde direkte udsyn til begravelsen.

Han kunne derfor følge med, skrev han senere i sin erindringsbog. Fra lejligheden blev han opmærksom på en detalje, der overraskede ham. Hvad det var, kan du blandt andet finde ud af, ved at lytte til nyeste afsnit af podcastserien 'Den Dræbte Sabotør', som går tæt på Willy Schmidts begravelse.

Lyt til podcast-serien

Podcast-serien hedder 'Den Dræbte Sabotør', og den kan findes i iTunes, Spotify, Stitcher, Soundcloud og hvor du ellers lytter til podcasts. Søg på navnet i din podcast-app og abonner på serien, så er du sikker på at få besked, så snart nyeste afsnit er tilgængelig

Publiceret 09 April 2020 06:00