Willy Schmidt ligger begravet på Nordre Kirkegård på Trøjborg. Efter krigen rejste hans kammerater en stor sten til minde om den faldne frihedskæmper.

Willy Schmidt ligger begravet på Nordre Kirkegård på Trøjborg. Efter krigen rejste hans kammerater en stor sten til minde om den faldne frihedskæmper. Foto: Jonas Wrede Hansen

Sabotøren Willy Schmidt kunne være fyldt 100 år i dag

I 1943 blev sabotøren Willy Schmidt dræbt i Aarhus. Ny podcast-serie fortæller historien om ham og hans kommunistiske sabotagegruppe

Af
Jonas Wrede Hansen

I dag er det 80 år siden, at Danmark blev besat af det nazistiske Tyskland. Men dagen i dag er også dagen, hvor den aarhusianske sabotør Willy Schmidt kunne være fyldt 100 år. I en ny podcast-serie fra Lokalavisen Aarhus fortælles historien om den unge sabotør, der i 1943 blev den første danske modstandsmand, der blev dræbt under en sabotage-handling.

Lyt til serien herunder

Danmark havde været besat i tre år, da en gruppe på fem unge mænd i 1943 begyndte at udføre det, der blev startskuddet til kommunisternes organiserede sabotage i Aarhus mod den tyske besættelsesmagt. De fem mænd havde kendt hinanden i flere år, og med den 23-årige Willy Schmidt i front havde gruppen så stor succes, at den skabte de bedste sabotage-resultater i Aarhus i foråret 1943. Det fortæller historiker og journalist Niels Birger Danielsen i en helt ny podcast-serie fra Lokalavisen Aarhus, som går tæt på Willy Schmidts handlinger under Anden Verdenskrig i Aarhus.

"De aktioner, Willy Schmidt og hans gruppe for alvor blev kendt for i foråret 1943, fandt sted på det tidspunkt, hvor våben og sprængstoffer var begyndt at ankomme med faldskærm til Hvidsten, så man fik nogle helt andre sabotagemidler," fortæller han og uddyber, at det betød, at den aarhusianske sabotage-gruppe blandt andet kunne udføre aktioner med plastiske sprængstoffer, som gruppen især blev kendt for at bruge til havnesabotager.

Dræbt af marinevægter

Sabotage-gruppen fik dog ikke lov til at eksistere længe. For natten til 28. maj 1943 gik det galt, da gruppen skulle placere bomber hos et tysk depot, der var placeret ved det gamle glasværk i Ole Rømers Gade i det centrale Aarhus. Det nåede gruppen nemlig aldrig. Depotet var bevogtet af danske marinevægtere i tysk tjeneste, og da Willy sammen med en kammerat fra sin gruppe sprang frem med pistoler i hånden for at få en marinevægter til at overgive sig, blev de mødt af pistolskud. Begge blev ramt, men kun Willy blev så hårdt såret, at han døde. Resten af gruppen forsvandt fra stedet, og det blev slutningen på den ellers så succesfulde sabotage-gruppe.

Podcast-serien om Willy Schmidt og hans sabotage-gruppe er ude nu. Søg efter

Podcast-serien om Willy Schmidt og hans sabotage-gruppe er ude nu. Søg efter "Den Dræbte Sabotør" dér, hvor du lytter til podcasts.

"Den ophører simpelthen med at eksistere med denne begivenhed," fortæller Søren Tange Rasmussen, museumsinspektør på Besættelsesmuseet i Aarhus, der også har interesseret sig for Willy Schmidt.

Men hvem var denne unge sabotør, hvor vigtige var hans handlinger under besættelsestiden i Aarhus, og gemmer historien om ham på ting, som vi har glemt om Aarhus under Anden Verdenskrig? De spørgsmål vil podcastserien 'Den Dræbte Sabotør' forsøge at finde svar på.

De første to afsnit er ude nu, og de resterende tre vil udkomme med en uges mellemrum.

Publiceret 09 April 2020 06:00