Aarhus Syd Taekwondos egen Esben Dall Hansen i kamp ved et tidligere stævne.

Aarhus Syd Taekwondos egen Esben Dall Hansen i kamp ved et tidligere stævne. Foto: Jimmy Leen Friis

Succes skaber taekwondostævne online

Online-træning for taekwondokæmpere bliver nu også til online-stævne

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

sport Aarhus Syd Taekwondo gik for nogle uger siden online med træningen og oprettede en YouTube-kanal, hvor både medlemmer og andre kan træne med hjemme i stuerne.

Det foregår ved, at en instruktør laver et program og lægger online på klubbens YouTube-kanal, og så kan alle se den, enten live eller bagefter.

Normalt er der omkring 20 til en almindelig træningsaften i lokalerne på L.A. Rings Vej i Højbjerg, men det tal er steget kraftigt, siden klubben fjernede træningen fra de klassiske træningslokaler til online her i corona-krisen.

"Det er blevet en succes målt med vores tommestok. Vi har folk fra hele landet, der ser med, og vores videoer er blevet vist tusindvis af gange, så på den måde når vi længere ud end normalt. Vi får henvendelser fra hele landet også fra andre taekwondoklubber, der både deler videoer, idéer og feedback med os," fortæller formand for taekwondoklubben, Metin Aydin.

Stævne online

Træningen online bliver nu taget et spark videre. Aarhus Syd Taekwondo står nemlig bag et uofficielt DM, der bliver afholdt 12. april.

I stedet for at stå fysisk overfor en modstander i en hal med tilskuere, så udfører de nu deres spark og slag over for en imaginær modstander og filmer det. Videoen bliver sendt ind til fire dommere, der så skal bedømme, hvem der har gjort det bedst i hver af de fire klasser, der bliver kæmpet i.

"Vi skal røre i gryden og tilbyde aktiviteter, som kan sættes i stedet for vores normale 'vare.' Med stævnet rækker vi ud til cirka 110 taekwondoklubber i Danmark. Vi forventer, at der er 100-200, der deltager i stævnet, og at vi kan ramme nogen, som vi ikke normalt får fat i," siger Metin Aydin.

Stævnet er blevet til, fordi de oprindelige stævner her i foråret er blevet aflyst, og med onlinestævnerne kan man holde gang i sin sport alligevel.

Guld-, sølv- og bronzemedaljerne bliver sendt til vinderne med posten, og så bliver der lavet en sammenklippet video af de bedste, som bliver lagt på Facebook og YouTube.

Publiceret 07 April 2020 10:00