Northside aflyser festivalen i 2020.

Northside aflyser festivalen i 2020. Foto: Markus Glavind/Northside

Officielt: Northside aflyst i 2020 - billetten kan bruges næste år

Regeringens forlængelse af forsamlingsforbuddet har tvunget Northside til at aflyse den aarhusianske musikfestival, der skulle have fundet sted 4. - 6. juni 2020.

”Vi ved, at rigtig mange har glædet sig til sommerens festival, og til at vi igen skulle være sammen om den stemning og musik, som NorthSide står for. For mange er det en tradition, der bliver brudt, og det er vi enormt kede af. Men Danmark står i en historisk svær og uvis situation, og vi bakker naturligvis op om regeringens tiltag, så vi gør, hvad vi kan for at passe på hinanden”, siger festivalchef Brian Nielsen i en pressemeddelelse.

Alle solgte billetter til årets festival kan i stedet bruges til festivalen i 2021, og Northside appellerer publikum til at støtte op om festivalen ved at beholde deres billetter.

"Til dig, der allerede har købt billet, betyder det meget for festivalen, hvis du vil beholde din billet. Det hjælper os i forhold til planlægningen af 2021 at vide allerede nu, at du kommer," siger Brian Nielsen.

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at NorthSide 2021 bliver en stor lang fejring af samvær med hinanden. Vi satser på, at den bliver ekstraordinær, når vi nu kan pulje to års idéudvikling i samme festival. Næste år rykker vi ind på den nye plads, Eskelund, hvor et langt større areal med en masse nye muligheder for fest, hygge og fællesskab venter. Vi vil lægge os i selen for, at indvielsen af Eskelund bliver et helt ekstraordinært 'velkommen tilbage' til NorthSide," siger festivalchefen.

Ønsker man at refundere sin billet, så skal man holde øje med sin indbakke efter påske, hvor man vil modtage yderligere informationer fra Ticketmaster.

jr

Publiceret 07 April 2020 12:04