Børn og Unge rådmand Thomas Medom.

Børn og Unge rådmand Thomas Medom. Pressefoto.

Medom: Mere personale, rengøring og udeundervisning

Børn og Unge rådmanden arbejder på at skabe tryghed for forældre, børn og medarbejdere

Af
Jeppe Rafn

Der skal flere hænder til, gøres mere rent, og børnene skal være mere ude, når de aarhusianske daginstitutioner og skoleklasser op til 5. klasse genåbner onsdag 15. april efter påskeferien.

Det siger Aarhus Kommunes Børn og Unge rådmand Thomas Medom på baggrund af aftenens pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen afslørede regeringens plan for en delvis åbning af børn- og skoleområdet.

Åbner skolerne og daginstitutioner i Aarhus 15. april?

"Ja, det arbejder vi ud fra, og vi er i fuld gang med at skabe størst mulig tryghed for at afklare alle ting for at leve op til sundhedsmyndighederens retningslinjer," siger Thomas Medom.

"Vi kommer til at åbne op for vikarbudgetterne og vores opsparing, og så skal vi steppe op på rengøringsniveauet."

Hvordan skal man undervise klasser med op til 30 elever, når man kun må samles 10?

"Jeg tror ikke, forsamlingsforbuddet kommer til at gælde skoler. Vi kommer til at have mindst 600 på skolen med flest børn, og nu må vi se på retningslinjerne, sundhedsmyndighederne sender ud. På skolerne kommer vi til at have en del ledige lokaler, som det vil være oplagt at tage i brug, og man kan være mere udendørs. Jeg tænker i høj grad, det bliver antallet af medarbejdere og deres travlhed, og ikke de fysiske rammer, der kommer til at sætte en begrænsning for at opretholde en normal skoledag.

Medarbejderne løber i forvejen stærkt. Er du tryg ved at åbne i denne tid med skærpede krav?

"Når man laver retningslinjerne, skal man tage højde for, at hverdagen i daginstitutionerne er travl, og man er nødt til at have en forståelse for, hvordan små børn er sammen. Det bliver helt afgørende at indkalde ekstra personale, og vi kommer kun til at åbne, hvis vi er helt trygge ved at kunne leve op til sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Det er jeg overbevist om, vi kan, men det varer et stykke tid, før det, der blev sagt på pressemødet, bliver omsat til en tryg hverdag," siger rådmanden for Børn og Unge, som har et vigtigt budskab til forældre, medarbejdere og alle andre:

"Vi har nu otte dage til i samarbejde at planlægge det her så trygt som muligt og afklare de mange tvivsspørgsmål. Vi skal nok skabe tryghed."

Publiceret 07 April 2020 00:00