Præsteklumme:

Omstilling er et andet ord for håb

Af
Jacob Holm

Fredenskirken

præsteklumme Jeg elsker at spille skak. Det er et fantastisk spil. Hvilket træk er det bedste? Hvordan ser mit bræt ud efter hans næste træk? En omstilling af spillet er pludselig nødvendigt. Ellers er jeg skakmat lige om lidt!

Skakspillet er et godt billede på det mentale landskab hos os mennesker, når det kommer til klimaet. Frygten for fremtiden kender vi, når vi ser isen smelte på TV. Er vi ikke sat skakmat lige om lidt? Taber vi spillet om fremtiden? Findes der overhovedet noget træk, der bringer os videre?

Tanker, om hvor galt det vil gå, har mennesker altid haft. Christian Leth taler i bogen Håb – et forsvar for fremtiden om dystopier. Altså det modsatte af utopier. En dystopi er et sammenbryg af lidt viden, egne forestillinger og megen frygt. Denne trang, dette sprog, kender vi inden for religionens verden, her tales om apokalyptiske scenarier. Dommedag. Uden frelse eller fremtid. Uden lys forude.

Hvordan er det i kirken? Ærefrygt over for Guds lægende hånd og skaberværket bevarelse er altid blevet forkyndt. Ødelæggelsens kræfter og menneskehedens grådighed er vi altid blevet holdt fast på. Der er brug for dette i det mentale landskab, midt i omstillingen, hvor vi leder efter de næste træk, og ingen kan overskue spillet om klima og fremtid. Det siges, at vi har teknologierne, vi kender de næste træk, for at omstillingen skal lykkes.

Måske er den største hindring os selv. Frygten i os. Usikkerheden på fremtiden, der så let vækker det indre tankemylder om menneskeskabte problemer. Men Ordet "menneskeskabt" lugter af fatalisme og håbløshed. Hvorfor? Ordet emmer af iskold karma, en årsag-virknings tænkning: Problemerne er menneskeskabte (årsag), undergangen sker med nødvendighed (virkning).

Men vi er ikke sat skakmat endnu. Vi er midt i en omstilling. Når vi ser isen smelte, burde vi også se noget om dæmningsteknologi, mulighederne for flydebyer og andet jeg ikke skal gøre mig klog på.

Storm P. lader en vagabond sige til en anden: "Alle taler om undergang." Den anden vagabond svarer: "Det er som regel kun en overgang." Et herligt ordspil – undergang og overgang. Overgang som en bro. Et nyt træk. En pludselig vending i spillet. Omstilling er et andet ord for håb.

Publiceret 04 April 2020 06:15