Præsteklumme:

Da covid-19 i et ganske kort øjeblik slet ikke fandtes

Af
sognepræst i Skødstrup Kirke

Anita Fabricius

præsteklumme Skovlen skrabede som vanligt mod bunden af trækassen med jord. Jeg løftede den langsomt op og snart landede en beskeden bunke på kistens låg, lige der mellem et væld af forskelligfarvede blomster og det blanke skilt af metal, hvor afdødes navn så sirligt er indgraveret.

"Af jord er du kommet." Ordene lød lige som de skulle, i samme sekund jorden lagde sig tilrette på kisten. Endnu en skovlfuld gav tegn til, at ordene "til jord skal du blive" kunne lyde, og da skovlen – ført af min hånd - for tredje og sidste gang lagde en portion jord på kistens låg, sagde jeg: "Af jord skal du igen opstå."

Sammen bad vi efterfølgende Fader Vor og modtog Herrens velsignelse, og for en stund fornemmede jeg, at vi, trods en forandret verden og hverdag, var hevet ind i orkanens øje. Derind, hvor der er helt stille, og hvor noget er helt, som det plejer.

Forud, midt i orkanen af beskyttelsesmasker, nedlukning og dagens coronatal, var gået samtaler på afstand, adskillige telefonopkald, hver gang med nye procedurer at rette sig efter, nedjustering af antal pårørende, der måtte deltage i bisættelsen og ikke mindst en hel del håndsprit. Det hele var på en vis så naturstridigt. Det stred i mig at skulle mødes med folk, jeg ikke kender, men som lige om lidt ville gøre det fine at lukke mig ind i deres verden og liv og lægge fortællinger om deres døde i mine hænder, og så kan jeg ikke en gang række min hånd frem og tage ordentligt imod.

Det vred sig i mig, da jeg skulle fortælle, at selvom jeres mor med lethed kunne have fyldt kirken til bristepunktet, så må vi her hos os være ti. Det var helt forkert at se pårørende gå forbi hinanden i våbenhuset og trangen til at omfavne strålede ud af alle – eller af de ti, som stod man i midten af et ganske kraftigt magnetfelt, og så alligevel opleve at den kraftigste magnet var flasken med håndsprit, placeret på det lille bord ved indgangen.

Og så alligevel, da orgelet gik i gang, og man havde vænnet sig til synet af ti mennesker fordelt ud i hele den store kirke og et videokamera i midtergangen på ON. Da toner og ord fra salmerne (fra salmeark - selvfølgelig) fyldte rummet, og tankerne om afdøde blev sat i perspektiv – og måske særligt da ordene "af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå," lød, var det som om, at covid-19 i et ganske kort øjeblik slet ikke fandtes, og at netop denne døde og disse pårørende blev båret af ritualet og alligevel fornemmede at få en afsked, der var værdig.

Publiceret 04 April 2020 06:30