Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune.

Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune. Pressefoto.

Borgmesteren: Drop den traditionelle påskefrokost

Aarhus Kommune og Østjyllands Politi kommer med fælles opfordring til aarhusianerne om at holde ud og blive ved med at følge myndighedernes retningslinjer

Der er færre biler på vejene, færre passagerer i busser og togene, lukkede daginstitutioner, butikker, caféer og restauranter. Og pårørende må ikke besøge deres kære på plejehjemmene.

Hverdagen i Aarhus Kommune har ikke lignet sig selv de seneste tre uger på grund af coronakrisen, og det bliver ikke normal hverdag lige med det samme. Borgmester Jacob Bundsgaard opfordrer borgerne til at blive ved med at stå sammen ved at holde afstand.

”Borgerne i Aarhus Kommune fortjener en stor ros. Det er vanskelige tider for mange, men det er vores oplevelse, at både borgere og butikker generelt er meget opmærksomme på retningslinjerne. Nu skal vi holde ud og holde ved. Vi har opnået meget, og det må vi ikke sætte over styr,” siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Det gælder også i den kommende påskehøjtid, hvor vi ifølge borgmesteren skal fortsætte med at huske hinanden på at overholde myndighedernes retningslinjer.

”Drop de traditionelle påskefrokoster og find i stedet på nye måder at være sammen. Lav en virtuel påskefrokost eller hyg med god mad derhjemme for eksempel ved at købe takeaway og på den måde støtte de lokale restauranter. Gå en tur i det fri, men undgå at klumpe sammen der, hvor alle andre er, for eksempel ved Tangkrogen eller i Riis Skov. Gå nye veje og tag de fjerne stier, så vi kan blive ved med at passe på hinanden,” siger borgmesteren.

Han opfordrer samtidig til at vise ekstra opmærksomhed og give en ekstra opringning til de mange, blandt andet ældre og folk med svækket helbred, der i påsken skal sidde alene derhjemme.

Marian Thomsen er fungerende politidirektør i Østjyllands Politi.

Marian Thomsen er fungerende politidirektør i Østjyllands Politi. Pressefoto

Østjyllands Politi har de seneste par uger i gennemsnit fået 20 henvendelser om dagen fra borgere, der ønsker at gøre politiet opmærksom på uhensigtsmæssig adfærd i relation til de skærpede retningslinjer. De fleste henvendelser har drejet sig om større forsamlinger på flere end 10 personer.

De fleste henvendelse har dog ikke ført til nogen indgriben fra politiets side, fordi der ikke var så mange som først angivet, eller fordi det blev skønnet, at de tilstedeværende overholdt myndighedernes retningslinjer. Der har også være flere sager, hvor politiet har vejledt borgere og erhvervsdrivende om reglerne, hvorefter anvisningerne er blevet fulgt.

"Langt størstedelen af de henvendelser, vi får, er fra borgere i Aarhus Kommune. Det er nok meget naturligt i en storby med mange indbyggere, hvoraf mange bor i lejligheder og søger mod de samme grønne områder. Men så meget desto vigtigere er det, at vi bliver ved med at hjælpe hinanden med at mindske smitten ved at sprede os og holde afstand. Nu skal vi holde fast og holde ud," siger fungerende politidirektør i Østjyllands Politi, Marian Thomsen.

jr

Publiceret 03 April 2020 08:13