3.A's 26 elever med deres to klasselærere Mikkel Kristiansen, der underviser dem i matamatik og dansklærer Charlotte Bjerregaard. Johanne Petrine Withen Stubbe sidder på forreste række som nummer to fra højre.

3.A's 26 elever med deres to klasselærere Mikkel Kristiansen, der underviser dem i matamatik og dansklærer Charlotte Bjerregaard. Johanne Petrine Withen Stubbe sidder på forreste række som nummer to fra højre. Foto: Modul Foto

9-årige Johanne har nomineret sin klasse til Kammeratskabsprisen: Ingen bliver holdt udenfor legene

Engdalskolens 3.A i Brabrand arbejder hele tiden på at styrke klassekammeratskabet

Af
Kim Skovrup Andersen

Pris Charlotte Bjerregaard er klasselærer for 3.A på Engdalskolen i Brabrand.

Klassen er blevet nomineret til Kammeratskabsprisen, som Lokalavisen uddeler i samarbejde med Børne- og Ungebyrådet og Aarhus Kommune.

Og det er en af klassens egne elever, der har nomineret 3.A. 9-årige Johanne Petrine Withen Stubbe synes nemlig, at hendes klassekammerater fortjener Kammeratskabsprisen.

"Vi har et rigtig godt fællesskab i vores klasse, og ingen bliver holdt udenfor legene. Vi har arbejdet på det i tre år og er blevet meget bedre. Vi håndterer det bedre og har en aftale om, at man skal sige, hvis der er noget galt, for så snakker vi om det. Når det så er ordnet, kan vi gå videre med timen," fortæller Johanne Petrine Withen Stubbe.

"Eleverne øver sig hver dag aktivt på at være en klasse, hvor de er søde ved hinanden og hele tiden arbejder på at styrke kammeratskabet," forklarer Charlotte Bjerregaard, der har haft eleverne siden 1. klasse sammen med den anden klasselærer Mikkel Kristiansen.

Hun understreger, at det er en proces, og at der er bump på vejen flere gange om ugen. Derfor er det vigtigt at have en fokus på, at man hele tiden kan blive bedre.

"Det bruger vi meget tid på at tale med børnene om - godt bakket op af vores klassepædagoger Jens Jensen og Dan Laursen. Vi er alle enige om, at det er vigtigt at bruge tid på sådan noget," siger Charlotte Bjerregaard.

Det gode kammeratskab bliver også styrket i de legegrupper, som forældrene sørger for bliver lavet i fritiden.

"3.A-forældrene har en positiv indstilling til at lave en god klasse og bakker godt op og byder ind," fastslår klasselæreren og nævner også sin kollega Elisabeth Dybdal Andersen.

"Eleverne har haft en rigtig dygtig lærer i 0. klasse i Elisabeth. Hun har med et humørbarometer lært børnene at søge ind i sig selv ved at snakke om, hvilket humør man var i hver eneste dag."

FAKTA

Kammeratskabsprisen

  • I samarbejde med Aarhus Kommune og byens Børne- og Ungebyråd uddeler Lokalavisen Aarhus atter Kammeratskabsprisen. Vinderen modtager en check på 15.000 kroner under prisoverrækkelsen, mens nummer to til fem hver får 4.000 kroner.
  • Der er i alt fem nominerede, som løbende præsenteres i Lokalavisen Aarhus.
  • Der vil efterfølgende være afstemning på Lokalavisen Aarhus' hjemmeside, hvor læserne skal være med til at afgøre, hvem der skal vinde prisen.
  • Prisoverrækkelsen finder efter planen sted på Aarhus Rådhus 23. april.

De fem nominerede til årets Kammeratskabspris er:

  • 5.A på Skjoldhøjskolen, fordi eleverne er fagligt fokuserede, hjælpsomme, gode til konflikthåndtering, omsorgsfulde, humoristiske og udstyret med god stil.
  • 'Speltghettoen' FDF Hjortshøj. Fem aktive FDF-seniorer fra Hjortshøj, der, siden de startede i 0. klasse i 2009, har været aktive FDF’ere og stadig er det, selvom de lige nu går på forskellige efterskoler.
  • 1.A og 1.B på Vestergårdsskolen for at være gået fra kaos til sammenhold som et frømandskorps.
  • 5.D på Engdalskolen og lærer Mariann Mors Mikkelsen, fordi klassen på forespørgsel fra centerrådet ved Brabrand Lokalcenter tog opfordringen op om at invitere 15 pensionister til hjemmelavet middag på skolen.
  • 3.A på Engdalskolen, fordi eleverne aktivt øver sig på at være en klasse, hvor de er søde ved hinanden og hele tiden arbejder på at styrke kammeratskabet.

Publiceret 03 April 2020 06:00