Pressefoto

Søstrene Grene åbner webshop i dag

Nu kan du gå på opdagelse i Søstrene Grenes sortiment online, handle hjemmefra og få søstrenes produkter leveret hjem til døren. I dag ruller Søstrene Grene endelig den digitale røde løber ud og inviterer kunderne indenfor i kædens splinternye webshop på www.sostrenegrene.com/da.

”For os i Søstrene Grene er det en af de største nyheder i Danmark siden 1973. Vi har alle sammen glædet os til at løfte sløret for, hvordan vi har valgt at tolke den særlige Søstrene Grene-stemning fra butikkerne i en digital udgave,” siger CEO og medejer Mikkel Grene i en pressemeddelelse.

Siden butikskædens grundlæggelse i 1973 har det kun været muligt at købe Søstrene Grenes produkter i de fysiske butikker. Den første butik åbnede i Søndergade i Aarhus, og søstrene har hovedsæde på Aarhus Ø.

”Hvis det er vigtigt for kunderne, er det vigtigt for os. Vi har igennem en årrække fået utallige henvendelser fra kunder, der efterspørger muligheden for at se vores sortiment og handle på nettet, og det får vi fortsat dagligt på de sociale medier. Derfor er vi meget glade for, at vi nu kan tilbyde dem alle endnu en mulighed for at besøge os - også hvis de bor langt fra en Søstrene Grene-butik, eller de ikke har tid eller mulighed for at besøge deres lokale butik så ofte, som de ønsker. Vi ved, at mange oplever tid som en sparsom ressource i dag,” siger Mikkel Grene.

At webshoppen åbner under coronakrisen er tilfældigt:

”Denne lanceringsdato har været planlagt længe, så det er ikke noget, vi bevidst har fremskyndet. Ligesom mange andre virksomheder er vi, vores partnere og alle medarbejdere meget påvirket af situationen. Vi har efter grundig overvejelse valgt at holde fast i datoen, da vi kun har oplevet endnu større efterspørgsel fra vores kunder i denne tid, og også fordi vi som virksomhed har et ansvar i at drive vores forretning videre på bedst mulig vis i en svær tid."

I webshoppen finder man et udvalg af boliginteriør, møbler, hobbyartikler, køkkentilbehør, lys og servietter, festtilbehør, gaveindpakning, kontorartikler, accessories, interiør til børneværelset og legetøj. Udvalget online vil løbende blive udvidet med helt nye varer og Søstrene Grenes velkendte klassikere.

”Ligesom i butikkerne vil der være noget nyt at opleve, hver gang man besøger vores nye hjemmeside. Der kommer nye varer hver uge og løbende nyt inspirerende indhold, DIY-projekter og kollektioner, man kan gå på opdagelse i. Vi er stolte af den nye hjemmeside og webshop, vi præsenterer i dag, og er samtidig fulde af forventning over, hvad den vil udvikle sig til i fremtiden,” siger Mikkel Grene.

Søstrene Grene har mere end 240 butikker fordelt på 16 lande.

jr

Publiceret 31 March 2020 12:59