Thomas Medom (SF).

Thomas Medom (SF). Pressefoto

Aarhus udsætter forældrebetaling for 75 millioner kroner

Forældrebetaling for maj måned bliver udskudt til juli

Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, har besluttet at udsætte forældres betaling for børnehaver, vuggestuer og SFO’er fra maj til juli måned. Det drejer sig om et beløb på cirka 75 millioner kroner.

Hensigten er at holde hånden under detailhandel, erhvervsliv og arbejdspladser.

”Jeg vil gerne give et bidrag til at hjælpe børnefamilierne under corona-krisen, for mange er presset på indtjeningen lige nu. Ved at udsætte betalingen giver vi familierne flere penge mellem hænderne her og nu, så de fortsat kan handle i butikkerne eller bestille en håndværker. Derfor har jeg truffet en hurtig beslutning om at udsætte betalingen fra maj til juli, hvor samfundshjulene forhåbentlig er kommet i gang igen,” siger Thomas Medom i en pressemeddelelse.

Den nuværende beslutning fra regering og Folketinget er, at forældre ikke får økonomisk kompensation for, at børnehaver, vuggestuer og SFO’er for tiden er lukkede.

Juli måned har i mange år været betalingsfri for forældre i Aarhus, da antallet af børn i pasningstilbuddene er begrænset. Derfor plejer forældre ikke at betale for pasning i juli måned.

”Ingen kan på nuværende tidspunkt forudsige, hvordan sommeren vil se ud, eller om der kommer nye nationale beslutninger om skoler eller dagtilbud. Vi forventer, at flere forældre end normalt vil efterspørge pasning hen over sommeren, da mange formentlig skal være på arbejde. Men uanset hvad, så tager vi skridtet nu og udsætter betalingen, så forældrene først skal betale til juli," siger Thomas Medom.

Forældrebetalingen for pasningen er fremadrettet, og opkrævninger for april er allerede sendt ud og bliver betalt af forældre i disse dage. Forældre vil også modtage opkrævning for maj, men med betalingsfrist i juli måned. Dermed er det kun forældre, der faktisk er tilmeldt pasning i maj, som skal betale.

jr

Publiceret 31 March 2020 07:59