Arkivfoto

Arkivfoto

Forvent kø og husk det gode humør: Genbrugsstationerne genåbner

Bevæbn dig med tålmodighed, når du benytter de aarhusianske genbrugsstationer

Efter over to ugers lukning på grund af coronavirus genåbner seks aarhusianske genbrugsstationer for private tirsdag 31. marts. Og det er med forventningen om en bilkø med borgere, der står på spring for at komme af med især have- og byggeaffald, skriver AffaldVarme Aarhus i en pressemeddelelse.

”Vi forventer travlhed fra morgenstunden og i de kommende uger helt til og med den anden side af påske. Kan man vente med at aflevere sit affald, er det flot samfundssind at vente med en tur på genbrugsstationen. Hvis ikke, håber vi at vores kunder vil pakke tålmodighed og godt humør ind i bilen og op på traileren, når de alligevel pakker materialerne til genbrugsstationen,” siger direktør i AffaldVarme Aarhus, Bjarne Munk Jensen.

Den enkelte kan hjælpe med at få trafikken på genbrugsstationerne til at glide ved forberede sig godt hjemmefra. Det vil sige sortere affaldet i typer og tage redskaber til for eksempel haveaffald med. En mulighed er også at tage affald med fra en nabo, så der bliver en bil mindre i køen.

Foråret og især påsken er sædvanligvis de mest travle på året på genbrugsstationerne, og i år vil der blive ekstra kø på grund af risiko for smitte med coronavirus. For at mindske smittespredning vil der være begrænsning på, hvor mange biler der kan være på genbrugsstationerne ad gangen.

Reuse genbrugsstationen på Sydhavnen holder fortsat lukket til og med mandag 13. april.

jr

Forholdsregler

Adgangsbegrænsning 

Medbring egne redskaber.

Genbrugsstationernes skovle og koste er fjernet for at mindske smitterisiko 

Kundetoiletter er aflåst 

Respekter skilte om afstand til personale og andre kunder 

Overhold håndhygiejne og medbring egne arbejdshandsker 

Betaling for kompost kan kun ske med mobile pay

Særlig service for erhverv: På genbrugsstationerne Lystrupvej i Lystrup og Holmskovvej i Malling tillader de fysiske forhold, at der kan etableres en hurtig bane for erhverv.

Publiceret 30 March 2020 12:46