Malene Lundgren (til venstre) lægger have til, når Center for ADHD sender live på Facebook.

Malene Lundgren (til venstre) lægger have til, når Center for ADHD sender live på Facebook. Foto: Privatfoto

Facebook-vejledning fra terrassen:

Forældre til børn med ADHD får hjælp i coronatiden

Center for ADHD vejleder forældre hjemme fra haven

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

corona Center for ADHD i Aarhus har normalt kurser for forældre, hvor de bliver vejledt i, hvordan de bedst muligt kan hjælpe deres børn med ADHD.

Det er ikke muligt i disse corona-tider, men det ændrer ikke på det faktum, at børn med ADHD har svært ved at navigere uden rammer og struktur på hverdagen.

"De har det sværere nu end normalt. De bruger mere krudt på deres rutiner og længere tid på at lære rammerne at kende end andre børn. Man fjerner deres vanlige tæppe under dem i denne tid. De har behov for, at der bliver sat skarpe rammer for dem i deres hverdag," siger pr- og kommunikationsansvarlig hos Center for ADHD, Malene Lundgren.

For at hjælpe forældre til børn med ADHD og i det hele taget forældre, der har behov for gode råd til at tackle hverdagen i corona-krisen, er hun sammen med sin nabo Line Møller Sletting, der er psykolog hos Center for ADHD, gået sammen med deres leder for at lave Facebook-vejledning til forældrene.

Psykolog fra Center for ADHD, Line Møller Sletting, får hjælp af Malens børn, 11-årige Albert Lundgren og 8-årige Olivia Lundgren.

Psykolog fra Center for ADHD, Line Møller Sletting, får hjælp af Malens børn, 11-årige Albert Lundgren og 8-årige Olivia Lundgren. Foto: Privatfoto

Det foregår hjemme på Malene Lundgrens overdækkede terrasse i Malling. Tre hverdagsaftener om ugen laver de live-udsendelser på Facebook, så forældrene kan følge med og få redskaber til at klare hverdagen bedre.

God opbakning

Første gang Center for ADHD gik live i corona-krisen var mandag 23. marts, og der er allerede god tilslutning. Der har været omkring 3.000 visninger af den første video, hvilket de er tilfredse med. Hver gang de sender, bliver der taget et nyt tema op.

"Vores ambition er at hjælpe så mange som muligt. Vi går ikke op i diagnoser, og man kan sagtens bruge vores udsendelser og materialer, som vi lægger ud på vores Facebook-side bagefter, uanset om man har børn med ADHD eller ej," siger Malene Lundgren og oplyser, at de også vejleder i, at der skal være leg, nærvær og ro på hjemme i stuerne.

Envejskommunikation

Line Møller Sletting er værten, når live-udsendelserne kører, og hun håber, at budskaberne kan hjælpe familierne.

"Vi er jo vant til at kommunikere face to face med forældrene, og det kan være svært at vide, hvordan de modtager det, når det er envejskommunikation, men de kan altid spørge i live-udsendelsen, hvor vi svarer på spørgsmål. Vi har oplevet, at de forældre, der har kigget med, har været meget engagerede," siger Line Møller Sletting og fortsætter:

"Når børn med overbliksvanskeligheder ikke har rammer og struktur, som de plejer, så stiger konfliktniveauet ofte, og det er ikke godt. Derfor håber vi, at vi kan hjælpe så mange som muligt bedst igennem denne svære tid."

Der er forskellige temaer til hver udsendelse.

Der er forskellige temaer til hver udsendelse. Foto: Privatfoto

Center for ADHD

  • Tre hverdage om ugen går Center for ADHD live på Facebook med siden af samme navn
  • Videoerne bliver gemt, hvis man ikke har mulighed for at se med
  • Man kan også hente materiale på samme Facebook-side
  • Der er liveudsendelser klokken 20 på følgende datoer: 26. marts, 30. marts, 1. april, 2. april og 6. april
  • Man kan se aftenens tema på Facebook
  • Hvis der går længere tid, inden Danmark lukker op igen, er der mulighed for, at konceptet bliver forlænget
  • Der er gratis telefonrådgivning til forældre med børn i alderen 3-12 år

Publiceret 26 March 2020 15:00