Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Rådmand sløjfer nationale test og kalder regeringen "uartig"

Eleverne på 28 skoler skal dog stadig igennem de kritiserede tests

Børn og Unge-rådmand Thomas Medom (SF) har nu indført et fuldt stop på nationale tests i de aarhusianske folke- og specialskoler.

I hvert faldt nogen af dem. For Folketinget har vedtaget en lov, som giver kommunerne mulighed for at skrinlægge testene dette forår, men Børne- og Undervisningsministeriet kan stadig udtrække skoler til at at gennemføre, og det har man gjort i stor stil i Aarhus.

Her er 28 ud af 48 skoler udtrukket. På otte skoler skal alle elever gennemføre, mens det på 20 skoler er udvalgte årgange, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Alle andre skoler og elever friholder Thomas Medom for testene.

"De nationale tests er blevet hakket til plukfisk i en evaluering, de er blevet mødt af kolossal kritik fra lærere og andre eksperter, og de er blevet beskyldt for at påvirke den pædagogiske praksis i meget negativ retning. Det burde være nok til at vente, til noget nyt og bedre er på plads. Men at ministeriet så ovenikøbet vil knalde de nationale tests lige ned oveni en corona-krise, hvor børn og forældre knokler for at hænge i derhjemme, det er næsten uartigt. Som varslet sætter jeg de nationale tests i bero for så mange elever som muligt. De skal ikke gennemføre testene," siger Thomas Medom.

Han er skuffet over, at så mange aarhusianske skoler er blevet udtrukket af ministeriet.

"Regeringen siger på den ene side selv, at tests ikke virker, og at vi skal have noget nyt. Med den anden hånd vil de udsætte elever fra mere end halvdelen af skolerne i Aarhus for obligatoriske tests. Det er svært at få til at give mening, ikke mindst i den aktuelle situation. Jeg hører, at børn og forældre er pressede nok med at gennemføre fjernundervisning og få hverdagen til at hænge sammen i en corona-tid," siger Thomas Medom.

De nationale test skal enten gennemføres inden den 30. april 2020, eller i den såkaldte fraværsperiode. Fraværsperioden er aktuelt fastsat fra den 18. maj til og med den 4. juni 2020.

dp

Publiceret 26 March 2020 18:10