For lidt over en uge siden oprettede Anna Agnete Hesse Ottendahl Facebook-gruppen 'Lystrup og Corona'. Fotocollage

For lidt over en uge siden oprettede Anna Agnete Hesse Ottendahl Facebook-gruppen 'Lystrup og Corona'. Fotocollage

Facebook-gruppe krisehjælper Lystrup-borgere

'Lystrup og Corona' er navnet på en nystartet Facebook-gruppe, der er dannet af Anna Agnete Hesse Ottendahl

Af
Kim Skovrup Andersen

Samfundssind Når nøden er størst, er hjælpen nærmest.

Det er ud fra denne devise, at 46-årige Anna Agnete Hesse Ottendahl dagen efter statsministerens første pressemøde omhandlende corona-krisen oprettede Facebook-gruppen 'Lystrup og Corona'.

I skrivende stund er der 880 medlemmer, der udveksler opskrifter på håndsprit, tilbyder hjælp til indkøb, deler viden om Sundhedsstyrelsens anbefalinger, nødpasser kæledyr eller noget helt femte.

Og det er med det lokale samfundssind for øje, at Anna Agnete Hesse Ottendahl har dannet Facebook-gruppen.

"Jeg synes, det er vigtigt, vi alle sammen får spredt de positive ting, der kan hjælpe og holde humøret oppe hos os alle i denne svære tid," forklarer hun.

Lokal hjælpecentral

Lystrup-kvinden, der har boet i området i de seneste nitten år, kalder selv gruppen for en lokal hjælpecentral, hvor Lystrup-borgerne viser samfundssind og skrive, hvis man får brug for hjælp eller selv vil tilbyde sin hjælp.

"Der er hurtigt kommet mange i gruppen, og der er et behov for hjælp, og folk vil gerne hjælpe. Jeg blev simpelthen så glad, da jeg kunne se, at der var så mange, der ikke kun tænker på sig selv, for det er ikke alle, som har familie eller venner, der har mulighed for at hjælpe med det praktiske ting som indkøb eller andet," siger hun.

Tonen i gruppen er grundlæggende god, hvilket hun ellers have en frygt for, den ikke ville være, da andre større lokale Facebook-grupper i Lystrup er berygtet for større tilsvininger.

"Der har slet ikke været noget af den slags. Jeg havde da lidt bange anelser, for det kan det godt gå hedt for sig med tastaturkrigere, der sviner hinanden for et godt ord i andre grupper. Men hvis det kommer så vidt, er jeg og nogle andre administratorer af gruppen opmærksomme på det," understreger Anna Agnete Hesse Ottendahl.

Du kan besøge gruppen her.

Publiceret 25 March 2020 15:00