Forskningsfotos - Institut for Klinisk Medicin - Health - 2012

Forskningsfotos - Institut for Klinisk Medicin - Health - 2012 Foto: Lise Balsby / AU Foto

Aarhus Universitet får del i 50 millioner kroner til at bekæmpe coronaepidemien

Et forskningsprojekt på Aarhus Universitet er et af ni forskningsprojekter, som regeringen har afsat penge af til at finde hurtig og ny viden i kampen mod corona-virussen

Ni forskningsprojekter får del i de 50 millioner kroner, som regeringen har afsat til coronarelateret forskning, heriblandt et på Aarhus Universitet.

Her har professor Ulf Simonsen ved Biomedicinsk Institut fået 5,3 millioner kroner til at forske i, om behandling med stoffet senicapoc kan mindske behovet for brug af respiratorer under COVID-sygdomsforløb.

De ni forskningsprojekter skal se på så forskellige emner som at opfinde en alternativ form for respirator, der kan aflaste sundhedssystemet, udvikle en lyn-test, som på 30 minutter kan afgøre om en patient er smittet og undersøge om de antistoffer, som patienter med COVID-19 danner, kan booste immuniteten hos nye patienter.

"Vi har nogle af verdens førende forskere herhjemme, og jeg er imponeret over engagementet i kampen mod coronavirus. Jeg har store forhåbninger om, at forskerne kan nå frem til resultater, der kan gavne behandlingen af patienter og bidrage til, at vi udnytter kapaciteten i sundhedsvæsenet på den bedst mulige måde," siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.

Styrelsen for Forskning og Uddannelse har modtaget 31 ansøgninger fra forskningsprojekter, hvoraf de ni altså nu modtager støtte.

"Jeg håber, at projekterne hurtigt kan give os værdifulde forskningsresultater, som kan hjælpe os med at håndtere nogle af de udfordringer, vi står overfor med COVID-19. Epidemien kan sætte sundhedsvæsenet, medarbejderne og os alle i en ekstraordinær svær situation, så vi skal handle nu. Projekterne har store potentialer til eksempelvis at fremme en bedre behandling af patienterne og styrke sundhedsvæsenets evne til at håndtere det pres, som epidemien medfører på hospitalerne. Jeg ser frem til at følge forskernes arbejde," siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

I pressemeddelelsen oplyser uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, at man vil se på om det er muligt at afsætte endnu flere midler til coronaforskning.

am

Publiceret 25 March 2020 13:29