Claus Krogh, chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser

Claus Krogh, chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser

Chefredaktørens klumme:

Støt den lokale handel!

Chefredaktøren opfordrer aarhusianerne til at købe ind lokalt eller købe et gavekort til lokale ydelser

I weekenden dukkede der en annonce op i en række lokale, danske medier, hvor en stribe jyske og fynske borgmestre - heriblandt vores egen borgmester Jacob Bundsgaard (S) - opfordrede danskerne til at stå sammen og bakke op om de lokale medier.

Overskriften lød: Støt dem, der holder os i ørerne hver dag.

Den opfordring sætter vi på Lokalavisen Aarhus og Århus Onsdag endog meget stor pris på. Ingen tvivl om, at vi også kan mærke effekterne af regeringens krav om, at vi skal holde os hjemme og undgå større forsamlinger, og at mange butikker, barer, cafeer, teatre, biografer og spillesteder holder lukket.

Når man holder lukket, er der ikke det store behov for at annoncere. Derfor tager vi gladeligt imod borgmestrenes hjælpende hånd.

Vi vil også gerne fortsætte med at bakke op om det lokale, og jeg sender derfor en opfordring til vores læsere: Støt den lokale handel.

Hvis din lokale dagligvarebutik har åbent, så brug den. Køb så meget lokalt som muligt. Der er også stadigvæk andre butikker end dagligvarebutikkerne, som har åbent - brug dem. Og hvis butikken ikke har åbent - så har dens netbutik det ganske sikkert - så gør dine indkøb der.

Du kan også tage den et ekstra skridt og købe et gavekort til senere brug i den lokale tøjbutik, den lokale café, hos fodterapeuten eller frisøren. På den måde hjælper du med at skabe en indtægt hos nogle trængte erhvervsdrivende.

Her på avisen forsøger vi at hjælpe vores læsere igennem en svær tid. Verden, som vi kender den, ændrer sig i et hæsblæsende tempo, og det kan være svært at bevare overblikket.

Derfor lover vi, at vi vil gøre, hvad vi kan for at hjælpe aarhusianerne gennem krisen ved at levere troværdige og redigerede oplysninger om, hvad der foregår i Aarhus.

Udover at sørge for at holde jer opdaterede omkring de vigtigste ting i forhold til corona-situationen har vi dog også et mål om, at vi vil skrive om andet end corona.

Vi skriver derfor om Kammeratskabsprisen, som avisen uddeler sammen med Aarhus Kommune, vi skriver om, at byrådet har vedtaget anlæggelsen af Bering-Beder-vejen, og at p-kælderen under rutebilstationen skal fyldes med jord.

Den slags dagligdagshistorier, som handler om, at livet går videre, mener vi også, er vigtige.

Vi arbejder videre, fordi der er brug for os.

Med venlig hilsen

Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 24 March 2020 06:00