Pressefoto: Aarhus Universitetshospital

Med hjælp fra virksomheder og private har Aarhus Kommune nu nok værnemidler til resten af ugen

Det er strømmet ind med henvendelser fra private virksomheder, som har hjulpet til at sikre lageret af kitler, masker, sprit og handsker i Aarhus Kommune

Værnemidler har været et hyppigt brugt ord de sidste mange dage, og dækker over de kitler, masker, sprit og handsker, som blandet andet sygeplejerske, læger og sosu-assistenter skal bruge for at mindske smitterisikoen i deres arbejdet.

Flere steder har der tidligere været meldt om mangel på værnemidler, men det situation er nu for en stund afværget i Aarhus Kommune.

For omkring 50 private virksomheder, borgere og institutioner har henvendt sig til kommunen med tilbud om salg af værnemidler. Det sker efter Sundhed og Omsorg torsdag i sidste uge bad om hjælp.

Her er der foreløbigt indgået større aftaler med nogle af virksomhederne, købt mindre lagre og samtidig er der tilbudt overskud fra andre afdelinger i Aarhus Kommune:

"Det er fantastisk at mærke opbakningen i en periode med kriseberedskab. Det er strømmet ind med henvendelser, og jeg håber, vi har svaret dem alle sammen. Status lige nu er, at vi har værnemidler til ugens udgang og med de aftaler, vi har indgået med nye leverandører, har jeg ro i maven til, at vi kan klare det i en længere periode. Som én af virksomhederne sagde, så er man stolt af at være dansker," siger Elin Kallestrup, kvalitetschef, Sundhed og Omsorg i en pressemeddelelse.

Værnemidlerne bliver også brugt på Vikærgården, hvor Sundhed og Omsorg har skabt plads til at modtage borgere fra Aarhus Universitetshospital, som er smittede med coronavirus og fortsat skal have pleje.

am

Publiceret 24 March 2020 15:23