Foto:

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fyrer 750 ansatte midt i corona-krisen:

3F undrer sig

Bestseller offentliggjorde fredag i en pressemeddelelse, at tøjgiganten var nødsaget til at afskedige 750 medarbejdere på grund af coronakrisen

Det fik rigtige mange vrede mennesker til tasterne, da tøjgiganten Bestseller, der er ejet af den aarhusianske rigmand Anders Holch Povlsen, fredag meddelte i en pressemeddelelse, at man var nødt til at fyre 750 ansatte på grund af coronakrisen.

Nu deler 3F Midtjyllands formand, Henning Vestbjerg Pedersen, også sin holdning til den store fyringsrunde. Det sker overfor TV Midtvest, hvor den regionale 3F-formand undrer sig over Bestsellers håndtering af krisen.

"Når man tænker på hvordan økonomien og overskuddet har været sidste år, ser det mærkeligt ud at man ikke ser tiden lidt an," siger Henning Vestbjerg Pedersen til TV Midtvest.

I fredags forklarede Bestseller den store fyringsrunde med, at økonomien havde fået et ordentligt slag som følge af den verdensomspændende coronakrise.

"I løbet af blot et par uger er vi gået fra udsigten til det stærkeste regnskabsår nogensinde til at havne i en dyb krise. Derfor er det også med ondt i hjertet, at vi i dag er tvunget til at afskedige 750 medarbejdere i Danmark," lød det fra Bestseller-ejeren i pressemeddelelsen fredag.

jwh

Publiceret 22 March 2020 15:35