Rømerhus på strøget i Aarhus.

Rømerhus på strøget i Aarhus. Pressefoto

Covid-19: Bestseller i dyb krise - afskediger 750 ansatte

Bestseller afskediger hver syvende medarbejder i Danmark

Bestseller oplyser, at den store tøjkoncern med hovedsæde i Aarhus afskediger 750 ansatte i Danmark, så man nu er 4.800 beskæftigede her i landet.

Massefyringerne skyldes pludselig svigtende salg og manglende likviditet i hele detailledet globalt på grund af Coronakrisen.

"I løbet af blot et par uger er vi gået fra udsigten til det stærkeste regnskabsår nogensinde til at havne i en dyb krise. Derfor er det også med ondt i hjertet, at vi i dag er tvunget til at afskedige 750 medarbejdere i Danmark," fortæller Bestseller ejer Anders Holch Povlsen i en pressemeddelelse.

Anders Holch Povlsen.

Anders Holch Povlsen. Pressefoto

"Vi er alle havnet i en helt ufattelig situation, som lige nu rammer samfundet omkring os, både det nære men også det globale. Det handler først og fremmest om at redde menneskeliv, hvilket vi alle har den dybeste respekt og sympati for. For vores virksomhed betyder det, at vi pludselig befinder os i en krise, som vi ville have svoret, aldrig ville være mulig for os og vores kære Bestseller," siger Anders Holch Povlsen.

"Vi reducerer vores arbejdsstyrke med cirka 15 procent i Danmark, og selvom det i dag er svært at være positiv, så skal det dog ses som et bevis på, at vi fortsat har tro på fremtiden og sammen vil vi kæmpe for at komme tilbage og genskabe virksomheden."

Der vil også komme afskedigelser internationalt. Bestseller er en international handels- og detailvirksomhed med 2.500 butikker, 15.000 engrosforhandlere og kunder i 55 lande.

jr

Publiceret 20 March 2020 13:06