Morgentrafikken mandag 16. marts i forhold til en normal mandag morgen. Den mørke grønne farve viser steder, hvor myldretidstrafikken er faldet med mindst 60 procent, altså mere end halveret.

Morgentrafikken mandag 16. marts i forhold til en normal mandag morgen. Den mørke grønne farve viser steder, hvor myldretidstrafikken er faldet med mindst 60 procent, altså mere end halveret. Illustration: Aarhus Kommune

Myldretidstrafikken er halveret i Aarhus - og endnu mere i Skejby

Af
Jeppe Rafn

De fleste bilister har nok kunnet mærke og fornemme, at der ikke er nær så mange biler på vejene i Aarhus i disse dage som normalt.

Det bliver bekræftet af kommunens trafikmålinger, som viser et stort fald.

"Trafikken er faldet hele døgnet, men mest markant om morgenen og eftermiddagen i myldretiden, hvor der i gennemsnit er sket en halvering af trafikken. Der er reelt ingen myldretidstrafik længere, og vi kan nærmest ikke se forskel på trafikken mandag morgen og søndag aften," fortæller Asbjørn Halskov, projektleder i Trafik-afdelingen i Aarhus Kommune.

Begyndte torsdag

Den voldsomme nedgang i myldretidstrafikken begyndte torsdag morgen efter pressemødet i onsdags, hvor statsministeren sendte de fleste offentligt ansatte hjem og opfordrede folk til at arbejde hjemmefra.

"Der var en smule myldretrafik torsdag morgen, men derefter har trafikkurven været helt flad."

Skejby

Trafikmålingerne viser, at trafikken er faldet på alle de større veje i Aarhus Kommune. Der er dog lokale forskelle, og særligt det store erhvervsområde i Skejby i den nordlige del af Aarhus er hårdt 'ramt'.

"I Skejby ser vi et fald på 70-90 procent i trafikken i myldretiden. Jeg vil gætte på det skyldes, at mange arbejder hjemmefra," siger Asbjørn Halskov, projektleder i Trafik-afdelingen i Aarhus Kommune.

Publiceret 17 March 2020 13:34