Jan Møller Johansen holder butikken i gang med hjemmeleveret aftensmad.

Jan Møller Johansen holder butikken i gang med hjemmeleveret aftensmad. Foto: Møllers Gastronomi

Cateringvirksomhed leverer aftensmaden hjem: Vil gøre en god gerning og holde butikken i gang

Møllers Gastronomi i Tranbjerg laver normalt frokostordninger til virksomheder, men her er medarbejderne sendt hjem, så nu leverer de i stedet aftensmaden hjem til private

Af
Anders Michaelsen

Når livet giver dig citroner, så lav lemonade.

Sådan lyder et engelsk ordsprog, og det kan man sige, Møllers Gastronomi i Tranbjerg prøver at efterleve. Normalt har cateringvirksomheden travlt med 360 kuverters frokostordninger, som skal ud til diverse virksomheder.

Men her er der som bekendt mange, der er blevet sendt hjem på grund af corona-virussen, så på mandag er det kuverttal 44. Og det kommer til at mærkes på omsætningen. Men hvad gør man så? Jo, så begynder man i stedet at levere aftensmad ud til alle dem, der sidder derhjemme.

"Vi kan jo ikke bare holde op med at arbejde. Vi er her jo alligevel, så hvorfor ikke samtidig gøre en god gerning? Alle børnefamilierne er hjemme, og nogle er mere pressede end andre. Og vi genererer nogle penge, og jeg jo har stadig nogle lønninger og noget husleje, der skal betales. På den måde holder vi gang i butikken," siger Jan Møller Johansen, kok og ejer af Møllers Gastronomi.

Delinger og likes

Efterspørgslen er til at se og mærke på diverse lokale Facebook-grupper, hvor flere hundrede har liket, delt eller kommenteret et opslag fra virksomheden, der reklamerer med daglige varme retter til 35 kroner og gratis levering i hele sydbyen. Interessen er kommet bag på virksomheden.

"Indtil videre er der 45, der har bestilt til i dag, selvom det egentlig var meningen, vi først begynder med det på mandag, og i morges, da vi mødte ind, var der allerede 30, der havde bestilt til mandag, selvom menuen for mandag ikke er kommet ud," siger Jan Møller Johansen.

Med fire kokke, to chauffører til to biler og samlet 10 ansatte er der også mere end rigeligt med ansatte på arbejde i cateringvirksomheden. Af den grund er den gratis levering heller ikke nogen guldgrube for Møllers Gastronomi, der dog vil fortsætte konceptet, så længe corona-virussen hærger, og efterspørgslen er til det.

"Løbe rundt kan det heller ikke, men der er også et langsigtet perspektiv, og et eller andet sted er der også noget markedsføring i det - om jeg vil det eller ej. Men jeg håber, at vi kan komme styrket ud af den her situation, og at vi kan komme ud med skindet på næsen. Om det så har kostet lidt - det er fair nok - men tilgengæld synes jeg også, vi har spredt et godt budskab med hjertet på rette sted og tilgodeset nogle mennesker og nogle behov," siger Jan Møller Johansen.

På den måde er den daglige firma-frokostordning for en stund konverteret til privat aftensmad, mens al den overskydende mad fra dagens forberedte firma-frokostordning ender hos Hus Forbi. Alle leverancer bliver leveret med den beskyttelse, det nu er muligt.

"Vi tager selvfølgelig vores forholdsregler, når vi leverer. Vi står ikke helt op i ansigtet af folk, og vi har handsker på og spritter hænderne af og passer generelt på i det omfang, vi nu kan," fortæller Jan Møller Johansen.

Publiceret 13 March 2020 12:10