Kristine Overgård Nielsen står bag Fair Festival sammen med Helle Tølbøl Lauritsen.

Kristine Overgård Nielsen står bag Fair Festival sammen med Helle Tølbøl Lauritsen. Arkivfoto

Stor festival i Aarhus aflyst

Arrangørerne havde håbet på 40.000 deltagere, men frygtede, at coronaberedskabet ville gøre det til en forkølet omgang

Af
Morten Nystrup

JP Aarhus

Fair Festival havde håbet, at man i marts kunne samle op mod 40.000 gæster til en tre-dages festival i Aarhus om bæredygtighed. Trods myndighedernes anbefalinger om ikke at samle mere end 1.000 til arrangementer, havde man håbet alligevel at kunne afvikle festivalen, fordi den er fordelt på flere lokationer i Aarhus, herunder Ridehuset, musikhuset og Godsbanen.

Festivalen skulle være afviklet fra den 27. til den 29. marts.

Den plan er nu lagt på is, oplyser presseansvarlig Helle Tølbøl Lauritsen til JP Aarhus.

"Nogle af vores udstillere er begyndt at blive utrygge ved at deltage på festivalen med deres medarbejdere. Vi vil ikke tvinge nogen til at komme, og hvis vores udstillere ikke tør at komme, bliver det ikke den festival, vi har lovet dem og vores gæster," forklarer Helle Tølbøl Lauritsen.

"Mange ville nok undlade at besøge festivalen, der risikerede at blive en forkølet omgang. Det ønsker vi ikke," fastslår hun.

Helle Tølbøl Lauritsen forklarer, at det økonomisk bliver et hårdt slag for organisationen bag, men at man allerede nu har aftaler med foredragsholdere, udstillere og andre samarbejdspartnere, der kan være med til at minimere tabet. Bl.a. har flere sagt ja til at deltage ved næste års festival, der allerede er fastlagt til at blive afviklet den 19.-21. marts 2021.

"Vi havde et godt program, som vi gerne vil præsentere næste år. De fleste har været velvillige og stiller gene op i 2021," siger Helle Tølbøl Lauritsen.

Publiceret 10 March 2020 16:38