Der er cirka fem et halvt år mellem disse to fotos af fællesrådformand Flemming Larsen, der står foran en fabriksruin tilbage i 2014 (til højre) og til i dag, hvor der er flere butikketr på samme adresse.

Der er cirka fem et halvt år mellem disse to fotos af fællesrådformand Flemming Larsen, der står foran en fabriksruin tilbage i 2014 (til højre) og til i dag, hvor der er flere butikketr på samme adresse. Fotocollage: Kim Skovrup Andersen

Fra fabriksruin til erhvervsområde: Lystrups tidligere skamplet er så godt som fuldendt forretningsmæssigt

Efter flere års arbejde er den tidligere plastikfabriksgrund nu blevet omdannet til et område for erhvervsdrivende og handlende. Snart kommer der en bilvaskehal

Af
Kim Skovrup Andersen

Byudvikling Forbipasserende bilister har helt sikkert lagt mærke til, at indgangsporten til Lystrup er ved at blive en ny forretningsdrivende rigere. I øjeblikket arbejder flere håndværker på at opføre en dobbelt vaskehal ved navn Wash World.

Martin Most er marketingschef hos Wash World, og han bekræfter overfor Lokalavisen Aarhus, at der åbner en bilvaskehal på Lægårdsvej i Lystrup ved siden af Jem og Fix.

"Vi holder en stor åbningsfest i weekenden 3.-5. april, hvor alle der slår vejen forbi kan få en vask til 1 krone hele døgnet," siger han og oplyser, at Wash World i Lystrup bliver firmaets 44. lokation i Danmark.

"Vi har en strategisk tilgang til, hvor vi fordeler vores lokationer. Aarhus Kommune er meget spændende for os. Vi har i forvejen en Wash World i Tilst, og med den kommende åbning i Lystrup rammer vi også en del af Djursland, da der er mange pendlere, som kører forbi her. Vi lever af trafik, og det er også godt at være placeret et sted, hvor der bliver skabt trafik i et område, der i forvejen tiltrækker folk," forklarer marketingschefen.

Flemming Larsen, fællesrådformand i Lystrup.

Flemming Larsen, fællesrådformand i Lystrup. Foto: Kim Skovrup

Udover bilvask med højtryksforvask vil Wash World også kunne tilbyde bilplejepladser, hvor man kan damprense sine bilmåtter.

Pænere end fabriksruin

Mangeårig fællesrådsformand Flemming Larsen har fulgt hele processen, siden der lå en fabriksruin på Lægårdsvej i Lystrup. Han ser frem til, at der nu snart er fem forretningsdrivende i området:

"Det er selvfølgelig klart bedre og meget pænere end en plastikfabriksruin. Det er fint, der kommer endnu en forretningsdrivende. Vi kan jo ikke være utilfredse med, at serviceniveauet stiger herude i Lystrup. Og så håber vi også, at kommunen tager sig sammen og gør noget ved pendlerpladsen her ved siden af. Den må gerne blive noget mere indbydende," siger han.

Drømmer om Rema 1000

Hos ejeren af grunden, Reitan Ejendomsudvikling, er man tilfreds med endnu en udlejer og har fået en fornyet drøm for at få en Rema 1000 på Lægårdsvej.

"Når Wash World åbner, har vi i bund og grund to byggefelter tilbage derude. Vi håber stadig på at få lov til at placere en Rema 1000. Vi synes, det giver mening, så man har en form for centerdannelse, så det tager vi en snak med kommunen om. Vi søger om det nu og håber på at kunne få det med i kommuneplanen, så kan vi komme videre den vej," siger direktør Stephan Sørensen fra Reitan Ejendomsudvikling, der blandt andet udvikler Rema 1000.

Han fortsætter:

"Tiden er gået, og Lystrup har udviklet sig, siden vi købte grunden. Vi har skabt en udvikling på grunden, som giver fuldstændig mening i forhold til en centerfunktion. Vi mener derfor, det er helt enormt naturligt at putte en dagligvarebutik ind der. Jeg mener, det ville fuldende området på Lægårdsvej."

Fakta

  • Det er femten år siden, at HJ Plastic i Lystrup blev lukket og forladt.
  • Lokalplanen for området blev revideret i 2012. Normalt tager det mellem 10-12 måneder at få godkendt en lokalplan. Den ekstraordinære lange tid skyldes, at planen blev forsinket af et klimatilpasningsprojekt, som grunden, der ligger på hjørnet af Lægårdsvej og Sønderskovvej, var en del af. klimatilpasningsprojektet er blevet lavet på grund af de massive oversvømmelser, som Lystrup blev udsat for efter monsterregn i august 2013.
  • I marts 2016 åbnede Jem og Fix en butik på den tidligere plastikfabriksgrund på Lægårdsvej i Lystrup.. Et halvt år efter fulgte en ubemandet Uno-X tankstation. Nordre Dyrehospital slog dørene op december 2018, mens Burger King åbnede i maj 2019.
  • I uge 14 forventes Wash World at åbne. Derudover er stadig plads til et par lejemål på adressen, hvor den tidligere plastikfabrik lå.

Publiceret 08 March 2020 07:00