Ny festival håbede på 40.000 gæster i marts: Krydser fingre efter statsministerens corona-udmelding

Fair Festival ser dagens lys for første gang i marts. Hvis corona-situationen ikke udvikler sig til det værre, satser man på, at den kan afholdes

Af
Danni Paulsen

Der er mildest talt nok at se til, når man har stablet en helt ny og ambitiøs festival på benene og skal forberede sig til den store åbningsfest.

Men nu har folkene bag Fair Festival, Aarhus' nye, store bæredygtighedsarrangement, fået udfordringer fra uventet kant, efter statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag meddelte, at regeringen opfordrer til at aflyse eller udskyde alle arrangementer med over 1.000 gæster i marts.

For Fair Festival, som løber af stablen 27.-29. marts, har store ambitioner.

"Vi vil være Danmarks største bæredygtige forbrugerfestival og har et mål om 40.000 gæster," sagde Kristine Overgård Nielsen, der er direktør og partner i firmaet Globe Go Green, der arrangerer eventen, forleden til Lokalavisen Aarhus.

Statsministerens udmelding gør, at folkene hos Globe Go Green nu har måttet forberede sig på det værste.

"Men vi har lige været i kontakt med sundhedsmyndighederne, og de har givet grønt lys til at fortsætte, som situationen er nu, fordi vi ikke har mere end 1.000 mennesker inde ad gange på vores forskellige lokationer," siger presseansvarlig Helle Tølbøl Lauritsen.

Til Fair Festivals store held bliver festivalen afholdt på tre forskellige steder - Godsbanen, Ridehuset og Musikhuset.

Kun i Musikhuset kan der være mere end 1.000 mennesker af gangen, og det er, hvad regeringen fraråder.

"Og der kan vi sætte et maksimum på måske 900 deltager af gangen, tænker vi. Nu har vi bestilt en masse håndsprit, som vi opstiller ved toiletter og indgange, og så krydser vi fingre. Det her udvikler sig jo løbende, så vi følger udviklingen tæt," forklarer Helle Tølbøl Lauritsen.

Hun oplyser, at festivalen på nuværende tidspunkt ikke er bange for at måtte aflyse.

Vil det være en katastrofe for jer, hvis I må aflyse?

"Det kan man godt sige. Det ville være mere end almindeligt træls, for man kan ikke bare lige udsætte og være garanteret samme lokationer bagefter. Det ville blive et kæmpe arbejde at genskabe den festival, vi har fået stablet på benene, for der er rigtig mange aktører inde over sådan et arrangement."

Publiceret 06 March 2020 13:47