Der er cirka 3.000 kvadratmeter i den nye Take Now i Egå.

Der er cirka 3.000 kvadratmeter i den nye Take Now i Egå. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Take Now har åbnet sin anden butik i Aarhus

Med åbningen af Take Now i Egå er kæden nu på sin ottende butik

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

butiksåbning Butikken har været en succes i Højbjerg, hvor Take Now har ligget de seneste tre år, og med den store interesse for lokalbefolkningen har man nu valgt at slå dørene op til endnu en butik. Placeringen er blevet i den modsatte ende af byen – nærmere bestemt i Center Øst Egå på Egå Havvej 2A, der hvor Lauritz.com indtil for nyligt har ligget.

Det er Jan Scherfig, der er medindehaver af kæden, som har valgt at åbne en butik mere i Aarhus.

"Det går godt i Højbjerg. Vi oplever, at der er mange, der synes, at der er langt fra nordbyen til sydbyen, så nu åbner vi i den nordlige ende af byen, hvor der er en god købekraft i Egå og Risskov," siger han.

Døren til de cirka 3.000 kvadratmeter blev åbnet lørdag 29. februar, og da avisen var forbi, var der lejet 80 procent af de cirka 500 stande ud.

Fra venstre: Jan Scherfig, ejer af Take Now i Egå og Højbjerg, Lene Thorsen, butiksmedarbejder, Irena Nielsen, bestyrer og Christian Steenfat stifter af Takw Now.

Fra venstre: Jan Scherfig, ejer af Take Now i Egå og Højbjerg, Lene Thorsen, butiksmedarbejder, Irena Nielsen, bestyrer og Christian Steenfat stifter af Takw Now. Foto: Privat

Hos Take Now er konceptet sådan, at man lejer en stand til et fast beløb hver måned, der kan man så sætte moster Odas vase, tæppet man ikke bruger mere, tøjet, der er blevet for stort eller noget helt andet til salg. Det eneste, kunden skal gøre, er, at sætte varerne frem på standen, og så står Take Now for at sælge dem. Man bestemmer selv prisen på sine varer, og Take Now tager ti procent af salget i kommission.

"Der er mange, der synes, det er hyggeligt at sælge og købe genbrug, og så er der også en stor genbrugsbølge. Der er mange useriøse mennesker, der handler og sælger på nettet, hos os er det nemt, og personalet har stor erfaring, og vi vægter tillid og ordentlighed meget," siger Jan Scherfig, der har været i it-branchen i 25 år og havde lyst til at skifte spor.

Han fik interesse for at sælge arvegods og fik smag for det. Han kom i kontakt med Christian Steenfat, der står bag Take Now, og på den måde blev Jan Scherfig en del af virksomheden.

Forventer en succes

Indtil videre har der været mange mennesker, der har gjort klar til at få solgt deres varer på hylderne, og da Lokalavisen er forbi, er der da også flere, der både køber stande og gør dem klar.

"Jeg har store forventninger til det her sted. Der er traditionelle genbrugsbutikker ved siden af os, og jeg er sikker på, at det giver en god synergi," siger Jan Scherfig.

Møbler i kælderen

Som det eneste sted i de otte butikker, er der i kælderetagen i Egå indrettet et helt område, hvor man kan sælge sine møbler. På den måde optager en stol ikke en hel standplads.

"Det er nogle andre priser og kvadratmeter, man får i kælderen, og på den måde kan man også sælge sine brugte møbler. Det forventer vi os meget af," fortæller medindehaveren af Take Now.

Han har også nye varer på hylderne, men det er primært genbrug, der vil være i butikken.

Egå er godt

For Take Now har faciliteterne omkring butikken været vigtige, og derfor er Egå et godt sted.

"Vi vægter gode parkeringsforhold til kunderne højt. Huslejen herude er til at komme til, og vi er skarpe på standlejen. Der er gode faciliteter herude, og vi er glade for størrelsen på butikken," siger Jan Scherfig.

Publiceret 05 March 2020 07:00