Præsteklumme:

Kan man dø af skræk ?

Af
sognepræst i Malling Christine Bugge

præsteklumme Dem, der elsker meget, har meget at miste siger man, og det er sandt. Mit hjerte stod helt stille. Blodet susede i mine ører, og jeg tænkte ingen sammenhængende tanker. Jeg handlede bare. Jeg glemmer aldrig den dato – den dag og det sted. Jeg var på ulykkesstedet, før ambulancen kom. Hele vejen til Skejby krammede jeg den ødelagte cykelhjelm.

Kan man dø af skræk? Ja, det kan man – jeg ved det helt bestemt, for jeg har prøvet det selv. Jeg havde lige talt med min mand i telefonen, han var på vej ud på cykeltur, og fem minutter senere ringede en dame med skælvende stemme og sagde: Din mand har været i en ulykke – vi har ringet efter ambulancen. Jeg følte det som om, virkeligheden blev en dårlig Hollywoodfilm, men fakta er, at når ambulancens sirener hyler, så er det virkeligheden for nogen derude som forandres – nogens virkelighed bliver punkteret.

"Nogen holdt hånden over dig," sagde en af røntgensygeplejerskerne til ham på skadestuen. Jeg tænkte – at det var tæt på, at det alt for let kunne have fået et helt andet udfald, og så faldt jeg helt sammen. Han slap alt i alt heldigt fra det, selvom nogle skrammer ikke kan ses. Chokket kan man ikke putte plaster på, og angsten for at sige farvel kan komme snigende på de mest mærkelige tidspunkter. Førstehjælp er mange ting. Det opdagede jeg, da bekendte bankede på med nybagte boller og aftensmad klar til at sætte på bordet i dagene efter ulykken.

Alle bliver berørte af mødet med en ulykke, om det så er i trafikken eller på anden vis. Når vi kender dem, der bliver ramt, eller når vi ser det ske – så bliver det så tydeligt, at livet er skrøbeligt. Vi ser alverdens rædsler på tv – men når virkelighedens ulykker rammer, så kan fiktionen ikke følge med.

Heldigvis kender vi ikke dagen i morgen. Vi ved ikke, hvornår ulykken rammer eller hvem. Med forårets brise er vi alle på cyklerne igen – selvom jeg stadig mærker angsten, så kalder livet mig videre. Min mand har fået en ny cykelhjelm, og vi har talt med vores børn om, at det er en kærlighedserklæring at tage cykelhjelmen på og at tage det roligt i trafikken. Det er det mindste, vi kan gøre for at passe på os selv og hinanden.

Publiceret 29 February 2020 06:30