Racerkøreren Nicolaj Kandborg overser Racehall-banen i Viby. Det var her drømmene om at leve af at køre hurtigt begyndte.

Racerkøreren Nicolaj Kandborg overser Racehall-banen i Viby. Det var her drømmene om at leve af at køre hurtigt begyndte. Foto: Anders Michaelsen

Aarhus-kører jagter racerdrømmen i 'det grønne helvede'

22-årige Nicolaj Kandborg fra Mårslet skal være raceinstruktør på den ikoniske og farlige Nürburgring i Tyskland. Mulighederne for at blive professionel, vurderer han selv, er større i nabolaget af verdens største racerbane

Af
Anders Michaelsen

MOTORSPORT Det suser afsted. Et par familiefædre og nogle børn træder ind og ud af dørene til Racehall Aarhus i Viby.

Fra banens diner kan Nicolaj Kandborg overvære alle overhalingerne på den bane, han kender bedre end sin egen bukselomme. Det var her, han selv fik skudt benzin i blodet for første gang i en alder af fem. Siden dengang er køretøjerne og banerne blot blevet større.

Tilknytningen til go-kart hallen, som i mange år har kunnet bryste sig af titlen som Nordeuropas største, har han dog bibeholdt, og er i dag også fuldtidsansat på stedet. Men i midten af marts er det slut, når teltpælene hos forældrene i Mårslet bliver rykket op og slået ned i Tyskland fem minutter fra den legendariske Nürnburgring, hvor han skal være raceinstruktør.

"Det er lidt motorsportens mekka i Tyskland, og det er der, hvor det sker. Der er en kæmpe industri omkring banen i forhold til motorsport, og det er også en af grundene til, at jeg rykker derned. For jeg skal også ned og køre ræs, og jeg håber på, det kan være med til at åbne nogle døre, og at jeg kan få nogle muligheder, jeg ikke kunne have fået, hvis jeg ikke var flyttet derned," siger Nicolaj Kandborg.

Det er all-in, som han selv siger.

Starter i en BMW

Området omkring Nürburgring bugner af dæk, undervogns- og reservedelsleverandører til racerbiler, hvor både Aston Martin og Porsche har afdelinger. Og så er muligheden for at realisere drømmen om at leve af at køre hurtigt større, da der er flere professionelle teams.

"Mange af teamsene dernede, også selvom vi snakker mindre teams, er professionelle og på fuld tid. Markedet er større i forhold til, hvad det er herhjemme. Og så er der også mange flere hold med i serierne, hvilket jeg håber kan være med til at åbne nogle døre," siger Nicolaj Kandborg.

Til at starte med kommer han til at tørne ud i en BMW 330i for holdet MKR Engineering i serierne RCN og VLN. Her er sidstnævnte en af verdens største langdistance-mesterskaber. Hvor man snakker løb af 4-,5- og 6-timers varighed.

"Det, der er fedt ved de løb, er, at man får meget mere køretid for pengene. Det er ikke bare et sprintløb, hvor det i højere grad gælder om at komme godt fra start. Her er der mange flere ting, der spiller ind med pitstops og strategi, og så kræver det mere mental udholdenhed, fordi man køre længere tid ad gangen. Det gælder om at være skarp og tag de rigtige beslutninger," siger han.

Guide i helvede

Det var ejeren af det tyske eventfirma EVN Ring Rentals, Frank Thind, der spurgte Nicolaj Kandborg, om han ikke havde lyst til at tage turen sydpå og blive instruktør på banen.

Først og fremmest begynder eventyret med et fuldtidsjob som instruktør og guide for turister og andre, der måtte prøve kræfter med verdens største racerbane. For turister flokkes til den godt 22 kilometer lange bane, og som instruktør får Nicolaj Kandborg til arbejde at give hobby-kørerne en god oplevelse og guide dem, når de suser gennem de mere end 70 teknisk svære sving.

"Hvis man ikke ved, hvad der sker, så kan der være kort fra græs til autoværnet. Der sker engang imellem nogle ulykker dernede. Man kan tage Formel 1-legenden Niki Lauda, der er død nu, som eksempel. Han havde jo en voldsom ulykke på banen, hvor der gik ild i bilen, og det er nok et uheld, som mange husker, og som gav ham det udseende med brandsår i ansigtet," fortæller han

Nürburgring er en af de farligste racerbaner i verden med flere fatale uheld på samvittigheden. Den store bane, der ligger op ad Eiffel-bjergene og er omgivet af grøn skov, har med sit omskiftelige vejr, der både kan gøre det tåget og glat fået tilnavnet 'det grønne helvede' af den tidligere Formel 1-kører Jackie Stewart.

Men ligeså farlige som banen er, ligeså legendarisk er den også. Og for Nicolaj Kandborg, der kørte DTC i 2017, så er delmålene også at komme ud at køre på så mange af de ikoniske baner, som han kender fra race-simulatorerne. Den rejse begynder nu i et grønt helvede og i en BMW i VT2-klassen.

"Hvis alt går vel, håber og tror jeg, at jeg kan rykke op i klasserne, og mit mål er at køre GT3, som er det ultimative - med de helt store fuldblodsracere, som Audi R8 og de store Porscher. Og så er målet at blive professionel racerkører, og komme rundt og køre på de andre store racerbaner. Her er det en drøm at stå øverst på podiet på Le Mans," siger Nicolaj Kandborg.

Publiceret 27 February 2020 10:00