Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Strandvejen oversvømmet:

Vand vælter ned fra Mindeparken

Det er uvist, om det er regnvand eller kloakvand, der er endt på kørebanen

Af
Danni Paulsen

(Se flere billeder i bunden af artiklen)

Opdatering: Strandvejen er nu spærret ved Tangkrogen med retning ud af Aarhus. Det forventes også, at trafikken i den modsatte retning vil blive spærret.

Onsdag eftermiddag, midt i myldretiden, begyndte vand pludselig at vælte fra Mindeparken og ned på den befærdede Strandvejen.

Den store mængde vand lagde sig på en cirka 100 meter lang del af kørebanen, der hvor Strandvejen knækker op mod Oddervej, og det skabte trafikale problemer.

Mellem 15 og 20 centimeter vand ligger på kørebanen.

Østjyllands Politi har været på stedet, men er kørt igen, da trafiksikkerheden ikke er i fare, oplyser vagtchef Peter Tholstrup til Lokalavisen Aarhus.

Angiveligt skulle der være tale om nogle rør, som er blevet stoppet. Og så skulle et dige være kollapset.

"Man har rekvireret nogle folk, som skal rense de her afløbsrør eller drænrør, der løber oppe fra Mindeparken, og som har været skyld i, at der er ledt vand ud på kørebanen. Meldingen er, at de sagtens kan rense dem, og at der gerne skulle komme styr på det inden længe. Når de har fået hul igennem rørene, skulle vandet blive ledt væk igen," fortæller vagtchefen, som opfordrer bilister til at køre forsigtigt, mens der stadig er vand på vejen.

De første meldinger til både politi og brandvæsen lød på, at der skulle være tale om kloakvand, men Peter Tholstrup kan ikke bekræfte, at det skulle være tilfældet, selvom flere kilder fortæller til Lokalavisen Aarhus, at lugten ikke er til at tage fejl af.

"Jeg er ikke helt klar over, om det er drænrør til regnvand eller noget andet."

Det er også uvist, om nogen af de dyre strandvejsvillaer er kommet til skade.

"Vi har ikke meldinger om ejendomme, der skulle stå under vand, men der ligger jo bygninger i området. Det er dog heller ikke noget, vi som politi kan gøre noget ved," lyder det fra vagtchefen.

I øjeblikket er kommunen tilstede for at få styr på situationen.

Det har dog ikke været muligt for Lokalavisen Aarhus at komme i kontakt med kommunen til en kommentar.

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Publiceret 26 February 2020 17:20