Strandhuset på Rolighedsvej 16A.

Strandhuset på Rolighedsvej 16A.

Ond stemning i byrådssalen:

Rolighedsvej-sag sendes i offentlig høring

Flertal sendte betændt lokalplan-sag i Risskov ud til høring hos borgerne. Nu venter fire ugers debat

Af
Danni Paulsen

De kommende fire uger kan de aarhusianske borgere give deres holdninger og meninger til kende, når sagen om lokalplan 1113 skal i offentlig høring.

Et flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti sendte sent onsdag aften lokalplanforslaget videre i det kommunale system.

Rolighedsvej-sagaen har været en af de mest betændte sager i byrådet i lang tid. Tusindvis af borgere og adskillige borgergruppe har protesteret og raset over forslaget, der ved vedtagelse vil give ejerne af Rolighedsvej 16A ved Risskov Strandpark lov til at udstykke grunden i to og efterfølgende bygge en ny villa samt tilbygge og renovere Hack Kampmanns Strandhuset. På trods af at en lokalplan fra 2017 forbød dette.

Bygherre har protesteret over protesterne, og politikere i byrådet har højest opvækkende offentligt insinueret, at rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, var ude i en vennetjeneste, da han godkendte udarbejdelsen af lokalplanforslaget.

Møgfald og bundkarakterer

Balladen rykkede onsdag aften også i den grad ind i byrådssalen. Faktisk startede den onde stemning allerede kort før Rolighedsvej-debatten, da Enhedslisten fik et regulært møgfald fra af nærmest alle partier efter et forsøg på at stille et ændringsforslag til en balanceplan for Sociale Forhold og Beskæftigelse, som der er indgået forlig om. Selv borgmester Bundsgaard, som normalt mest agerer som ordstyrer, sablede Enhedslisten ned.

Men det hører til en anden artikel, for stemningen blev bestemt ikke bedre, da næste punkt på dagsordnen var Rolighedsvej.

"De personangreb, der har været i denne sag, er ikke et byråd værdigt," sagde Ango Winther (S) og gav bundkarakter til Enhedslistens og Radikale Venstres vennetjeneste-spørgsmål, som åbnede en habilitetssag mod Bünyamin Simsek. En sag, der af kommunens jurister blev lukket hurtigt med konklusionen, at der ikke var noget at komme efter.

Winther gav medierne skylden for, at der ifølge ham er opstået misforståelser i sagen, og så argumenterede han for lokalplanen med, at den vil forskønne området.

"Jeg har været ude at se arealet og bygningen, og det er ikke en skønhedsåbenbaring. Det trænger til fornyelse og forskønnelse, og der skal bruges adskillige danske kroner på at gøre Strandhuset til beboelig. I 2010 blev den indrettet som fire enkeltstående lejligheder til beboere fra psykiatrisk hospital, der skulle i udslusning. Jeg tror ikke, at nogen af os kan finde på at sige, at vi gerne vil bo der."

"Min grænse er voldsomt overskredet"

Radikale Venstres Eva Borchorst Mejnertz fortsatte sin kritik af processen og de mange, ifølge hende, ubelyste spørgsmål. Og så sendte hun endnu en stikpille rådmandens vej.

"Jeg har fuld forståelse for, at bygherre tilkendegiver et ønske, men vi politikere må og skal have integritet og stamina til at sige nej tak. Også selv om det er fra personer, man vil være på god fod med."

Det første skud i byrådskrigen var affyret, og rådmand Simsek returnerede med et tordnende angreb på Enhedslisten og Radikale Venstre.

"Nogen bliver jeg aldrig ven med. Dertil står mine værdier for højt. Min respekt hviler på et meget lille sted, når det kommer til EL's og RV's ageren i medierne. Når man har haft muligheden for at kigge mig i øjnene og komme med de insinueringer og beskyldninger, man har rejst gennem medierne, så er man fuldstændig udeblevet. Både i Teknisk Udvalg og i byrådet. Det er skammeligt. Man skal have mandsmod til at rejse de påstande i en debat overfor den person, man angriber med et lavmål, jeg ikke har set lige i de 18 år, jeg har befundet mig i byrådet."

"EL og RV har kortsluttet den demokratiske proces (...) Jeg troede, vi havde fået et byråd, der havde lagt et dårligt samarbejdsklima bag sig. Det troede jeg lidt naivt, da vi særligt med engagement fra de radikale lavede byrådets samarbejdskodeks. Der står, at vi tydeligt siger fra overfor dårlig adfærd, hvis vores eller andres grænser overskrides. Jeg kan sige, at min grænse er voldsomt overskredet."

Han undrede sig over kritikken af, at han har sendt et forslag til demokratisk behandling i byrådet.

"Byrådets partier kan sige ja eller nej, og sådan er demokratiet. Og byrådet kan også lave beslutninger om. Sådan er det. Jeg synes, at man skal gøre det til et princip ikke at kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Man kan angribe mig på indholdet politisk, men når man gør det til et personligt angreb, uden at kunne dokumentere noget, så synes jeg, det er dybt, dybt kritisabelt."

Borgmester: En lille sag

Enhedslistens Keld Hvalsø forklarede, at han ser det som sin pligt at spørge kritisk til processen på borgernes vegne.

"Jeg har svaret på spørgsmål fra pressen. Hvordan er det at insinuere noget som helst? Grunden til, at pressen og borgerne undrer sig, er, at der mangler begrundelse for, at det område pludselig skal se helt anderledes ud end det blev vedtaget i 2017. Det er helt naturligt, at vi stiller spørgsmål om det, der undrer befolkningen. Hvis det ikke skulle være et byråds rolle, så ved jeg ikke, hvorfor vi er her."

I sit modangreb på sine politiske modstander fik Bünyamin Simsek også sendt insinuering den anden vej. Han påpegede, at RV altid siger ja til store prestigeprojekter fra én bestemt bygherre.

"Det er da ret interessant, om der er en bestemt grund til det," lød det drillende fra Simsek, der dog ikke fik noget reelt svar.

Og sådan gik det frem og tilbage i 55 minutter med en byge af spørgsmål, hvor de færreste blev besvaret.

SF og Alternativet nåede at markere, at de bakker op om en mindretalsudtalelse fra EL og RV, hvor der protesteres mod lokalplanen, før borgmesteren fik lukket debatten med en lidt for kæk bemærkning.

"Nu har vi brugt utroligt lang tid på en meget lille sag," sagde Jacob Bundsgaard, hvis kommentar affødte en del mishagsytringer over fra salens mange tilhørere.

Du kan høre hele byrådsbehandlingen af Rolighedsvej-sagen her.

Publiceret 26 February 2020 23:36