Chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Claus Krogh.

Chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Claus Krogh.

Chefredaktørens klumme:

Skammeligt af kommunen at spare gadesygeplejersker væk

Chefredaktør Claus Krogh finder det skammeligt, at kommunen ikke kan finde midler til at have fire sygeplejersker på gaden til at hjælpe byens svageste borgere

Af
Claus Krogh

ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser

I den forgangne uge var der lidt at glæde sig over på det spareramte knap så super sygehus, Aarhus Universitetshospital (AUH).

Hospitalet blev for tolvte år i træk kåret af mediet Dagens Medicin til landets bedste hospital. I den forbindelse var der de sædvanlige skåltaler og store ord.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) må for en tid have glemt, at han har stået i spidsen for at gennemføre en række sparekrav, som har været ved at tage livet af personalet - og dermed næsten også patienter.

Det er selvfølgelig glædeligt, at det er lykkedes AUH's personale at bevare et så højt fagligt niveau, at man kan kåres til landets bedste hospital, alt imens der blev skåret og skåret i staben, og der blev lukket afdelinger og nedlagt sengepladser.

Men det virker ærlig talt tragikomisk, at først Anders Kühnau og derefter sundhedsminister Magnus Heunicke (S) begge har travlt med at sole sig i medielyset og roser personalet, når det ret beset er dem, der er ved at kvæle den høje faglighed med sparekrav.

Et andet sted i Aarhus er gadesygeplejersken Thomas Sørensen på vagt. Thomas hjælper byens hårdt trængte hjemløse og særligt narkomanerne. Thomas sørger for, at hjælpe narkomanerne med stort og småt og giver de hårdt trængte mennesker lidt medmenneskelighed midt i elendigheden.

Før var der fire gadesygeplejersker i Aarhus, men to stillinger bliver nedlagt, da pengene til deres arbejde kun var tilvejebragt via midler fra Satspuljen, og kommunen vil ikke selv betale for at have fire gadesygeplejersker på gaden i Aarhus.

Knud Aarup, formand for Udsatterådet i Aarhus Kommune og for Røde Kors i Aarhus, er krystalklar i mæglet, når han skal beskrive situationen med kun to sygeplejersker i gadebilledet. Katastrofalt og dybt problematisk, kalder han det. Han påpeger, at livet bliver endnu sværere og endnu farligere for de socialt udsatte.

Det kan være svært at sætte en værdi på, hvad gadesygeplejerskernes arbejde resulterer i - hvorfor det er det nemmeste i verden at sige, at dem har vi ikke brug for. Men et velfærdssamfund skal kendes på den måde, man behandler de svageste borgere på.

I den optik er det skammeligt, at kommunen i sit milliardstore budget ikke kan finde midlerne til at have fire sygeplejersker på gaden til at hjælpe byens svageste borgere.

Publiceret 26 February 2020 10:00