Pressefoto

Populær sport tilbage i Aarhus: VinYoga

Yoga skærper din smags- og duftsant, og vin gør krop og sind afslappet

Tre veninder fra Aarhus står bag et koncept, som kombinerer sport og vin: VinYoga.

Yoga skærper dine sanser, så du dufter, smager og oplever vinen på en helt ny, anderledes og intens måde. Alt imens leverer vinen stemningen og gør krop og sind afslappet, så du kommer dybere ind i de forskellige stillinger og stræk.

Sådan lyder beskrivelsen fra Kristina Gram og Brita Richter, der tilsammen udgør vinbloggen Winers.dk, og Helene Stephansen, der er uddannet yogainstruktør.

Her ses yogainstruktør Helene i forgrunden, imens vinbloggerne Kristina og Brita står i baggrunden.

Her ses yogainstruktør Helene i forgrunden, imens vinbloggerne Kristina og Brita står i baggrunden. Pressefoto

Ideen til VinYoga udspringer af venindernes forskellige interesser, som trods forskellighederne har fælles træk:

“For det første handler det jo meget om passion. Vi brænder rigtig meget for hvert vores område, men vi opdagede også hurtigt, at når Helene taler om at blive høj af yoga, så svarer det til, når Brita og jeg finder den helt rigtige flaske vin," siger Kristina Gram i en pressemeddelelse.

Veninderne har tidligere afholdt et VinYoga arrangement i Aarhus, hvor billetterne blev revet væk, så det gælder nok om at være hurtig, hvis man vil gøre sig forhåbning om at deltage i det næste arrangement. Det finder sted i de rå lokaler hos Aarhus CrossFit lørdag 21. marts klokken 14-15.30 og 16-17.30. Vinene leveres af BARe VIN.

VinYoga eventet består af fem yogasekvenser, hvor der til hver sekvens bliver serveret en nøje udvalgt vin. Helene Stephansen guider gennem yogaen, imens Kristina Gram og Brita Richter står for selve vinsmagningen, hvor de løbende vil give små fif til smagning og fortælle om de enkelte vine.

Siden det første arrangement har venindetrioen arrangeret polterabends og virksomhedsarrangementer, men da der har været stor efterspørgelse på et åbent VinYoga arrangement, har de valgt at gentage succesen. Veninderne pointerer, at VinYoga er for alle.

Man behøver hverken kende til yoga eller vinsmagning. Alle kan være med.

Pressefoto

“For os handler det om selve oplevelsen og om at udbrede kendskabet til både vinsmagning og yoga. Vi byder ind til en anderledes oplevelse, hvor man kan få en smagsprøve på såvel yoga som vinsmagning , uden der er en forventning om du mestre nogen af delene," fortæller Helene Stephansen.

Pigerne håber ikke, begivenheden bliver opfattet som en ren pige-ting. Mænd er meget velkomne, fortæller Kristina Gram og Brita Richter, der ofte oplever selv at blive sat i bås, når de er ude og smage på vin.

“Vi oplever en del fordomme i forhold til kvinder og vin. Blandt andet mener folk ofte, de har den rette vin til sådan nogen som os, og så får vi serveret et sukkersødt glas hvidvin, selvom vi jo faktisk foretrækker vores vin rød og kraftig,” fortæller Kristina Ekkelund.

Publiceret 24 February 2020 06:49