Foto:

Foto: Lars Krabbe/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Samsø-borgmester bliver dansk statsborger:

Får håndtryk i Aarhus

På tirsdag afholder Aarhus Kommune den første grundlovsceremoni for nye statsborgere, hvor i alt 54 forskellige nationaliteter er repræsenteret med Storbritannien som den største gruppe

Samsøs socialdemokratiske borgmester Marcel Meijer har hidtil været hollandsk statsborger, men nu er han blevet godkendt til at blive dansk statsborger. For at opnå dansk statsborgerskab skal man dog også deltage i en grundlovsceremoni, som holdes i landets kommuner. Til ceremonien skal man skal skrive under på, at man vil overholde grundloven, og så skal man udveksle håndtryk med en repræsentant fra kommunen.

På Samsø er Marcel Meijer dog den eneste på øen, der er ny dansk statsborger, og derfor har Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune, inviterede sin borgmesterkollega til Aarhus 25. februar, hvor i alt 177 nye danske statsborgere deltager i den nye grundlovsceremoni.

Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

”I Aarhus ønsker vi at gøre dagen festlig og fejre de nye statsborgere ved et arrangement på Aarhus Rådhus. Her kan de nye statsborgere deltage sammen med deres familie, få klaret den formelle del med håndtryk og underskrift – og samtidig høre nogle taler, musik, sang og få lidt information om medborgerskab i Aarhus. Jeg glæder mig til at byde dem alle velkommen som nye statsborgere i Danmark og Aarhus,” siger Jacob Bundsgaard i pressemeddelelsen.

I alt 177 ansøgere er tilmeldt ceremonien i Aarhus, og de repræsenterer 54 forskellige nationaliteter med Storbritannien som den største med 32 personer efterfulgt af Tyskland, Afghanistan, Polen og Tyrkiet med henholdsvis 18, 14, 13 og 7 personer.

Det er første gang, Aarhus Kommune afholder grundlovs-ceremoni. Det sker på baggrund af den aftale om indfødsret, Folketingets indgik i juni 2018. Heri hedder det blandt andet: ”Erhvervelse af dansk statsborgerskab er noget ganske særligt. Derfor skal tildelingen af statsborgerskab i højere grad end i dag markeres som en højtidelig begivenhed.

Aarhus Kommune afholder grundlovsceremonien tirsdag, 25. februar, fra klokken 16.00-18.00.

jwh

Publiceret 21 February 2020 08:41