Årets første kamp blev godt nok aflyst, men AGF kan til gengæld glæde sig over millionoverskud.

Årets første kamp blev godt nok aflyst, men AGF kan til gengæld glæde sig over millionoverskud. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Millionerne vælter ind i AGF

Positivt halvårsregnskab fra AGF A/S

Af
Jeppe Rafn

AGF har netop offentliggjort regnskabet for 1. juli til 31. december 2019, som er det første halvår i regnskabsåret 2019/2020.

Aktieselskabet bag fodboldklubben har i disse seks måneder haft et overskud på 14,4 millioner kroner før skat. Samtidig er omsætningen steget til 65,9 millioner kroner fra 60,6 millioner kroner i samme periode året før. Det skyldes primært øgede indtægter fra samarbejdspartnere og sponsorer.

Ved udgangen af 2019 var egenkapitalen på 69,5 millioner kroner, hvilket er en fordobling i forhold til ultimo 2018, hvor egenkapitalen var 34,7 millioner kroner.

AGF har tidligere meldt ud, at selskabet forventer et overskud før skat på mellem 5 og 15 millioner kroner i dette regnskabsår. På baggrund af halvårsregnskabet har man nu justeret forventningen til et plus mellem 10 og 15 millioner kroner.

Regnskabet for 2018/2019 endte med et overskud på 10 millioner kroner før skat, hvilket var selskabets hidtil bedste resultat. Dermed ser det ud til, at AGF for andet år i træk får sorte tal på bundlinjen.

"For andet regnskabsår i træk forventer vi et positivt resultat, og vi kan med tilfredshed konstatere, at vi både sportsligt og kommercielt fortsat udvikler os i en positiv retning. Vores Superligahold har præsteret på et stabilt niveau og på den måde skabt gode forudsætninger for at blive en del af mesterskabsspillet. Vi fastholder den positive udvikling i vores sponsoromsætning, og tilskuermæssigt har vi også oplevet en tilfredsstillende fremgang, hvilket har smittet positivt af på vores entré-, bodsalgs- og merchandiseindtægter. På tilsvarende vis forventer vi, at det aktivitetsniveau, der er i Ceres Park & Arena i regnskabsåret - blandt andet med en stadionkoncert i juni - også vil bidrage positivt til resultatet. Det er dog vigtigt at understrege, at vi hverken sportsligt eller kommercielt er i mål endnu, hvis forventningerne til hele året skal indfries. Det kræver fortsat hårdt arbejde og en ydmyg tilgang til opgaverne, ligesom vi også er afhængige af en fortsat stærk opbakning fra byen," siger AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen til klubbens hjemmeside.

Publiceret 20 February 2020 14:25