Chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Claus Krogh.

Chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Claus Krogh.

Chefredaktørens klumme: Det knap så frie gymnasievalg

Hjemme i vores familie skal den 16-årige datter i disse dage beslutte, hvilket gymnasie hun vil gå på, når hun kommer hjem fra efterskolen til sommer. Vi bor i Hjortshøj, så valget falder helt naturligt på Egaa Gymnasium. Dels ligger det tæt på, dels kender hun en del af eleverne i både de ældre klasser - hendes bror skal i 3.g efter sommerferien - og flere af vennerne fra folkeskolen, går der eller skal gå der. Er det så vigtige årsager? Ja, for vores datter er det. Det, kan man så mene, er en forkælet holdning - sådan er det ikke desto mindre. Og jeg er ganske sikker på, at sådan har rigtig mange andre unge det også, når de skal vælge retning efter folkeskolen.

Men det frie gymnasievalg er nu under pres. I den noget fjerne Region Midtjylland har man i al sin akademiske visdom besluttet, at man vil have en mening om, hvordan de aarhusianske unges valgmuligheder skal være i forhold til at gå i gymnasiet. Årsagen er, at særligt de to aarhusianske gymnasier i Viby og Tilst har en stor andel af tosprogede unge. Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) udtalte i den sammenhæng fra regionshovedkontoret i Viborg: "Polariseringen er et af de helt store problemer i Aarhus... Hvis vi ikke gør noget, vil gymnasierne i Tilst og Viby lukke".

Midlet er at nedlægge klasser på en række gymnasier og dermed tvinge flere etniske danske elever ud på Viby og Langkær. At der er en udfordring, når man oplever udfordringer med konflikter og uro på eksempelvis Viby Gymnasium er uomtvistelige, og man bør derfor sikre en bedre spredning af eleverne i Østjylland.

Problemet er bare, at de østjyske gymnasier allerede var i gang med at løse polariseringsudfordringen ved selv at sikre, at elever fra udsatte boligområder, blev fordelt rundt på gymnasierne. Det forsøg havde man så ikke tid til at vente på i regionen, og derfor gik man drastisk til værks og dikterede lukning af klasser på en række af de populære gymnasier.

Det er i forvejen hårdt at gå i gymnasiet, og skal man til at bruge to timer om dagen i transport, fordi regionen ikke kan vente på, at gymnasiernes løsning viser resultater, risikerer man, at mange elever mister motivationen for at gå i gymnasiet og derfor dropper ud. Og så er vi jo lige vidt.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 18 February 2020 10:00