Foto: Danni Paulsen

Brabrand Sø går over sine bredder: Borde, bænke og stier står under vand

Den megen nedbør giver høj vandstand og oversvømmelser ved Brabrandsøen

Af
Jeppe Rafn

Natur og Miljø oplyste mandag eftermiddag, at vandstanden i Brabrand Sø var cirka 175 centimeter over normalen - og hurtigt stigende.

Tirsdag eftermiddag var Lokalavisen et smut omkring søen, hvor vi med vores egne øjne kunne se, at søen vitterligt er gået over sine bredder.

Picnicområdet med bænke og borde mellem Brabrand Sø og Årslev Engsø er decideret oversvømmet, og med udsigt til mere regn i de kommende dage skal du nok ikke planlægge at slå dig ned her i det næste stykke tid.

Vandstanden i både Brabrand Sø og Årslev Engsø er så høj, at vandet er næsten på højde med vejen, der går mellem søerne.

Foto: Danni Paulsen

Bevæger man sig ind på selve Brabrandstien kommer man ikke langt, men mindre du er ligeglad med at gå i vand til knæene. Stien er flere steder oversvømmet, og det vil være en god idé at tjekke Natur og Miljøs Facebookside, inden man bevæger sig ud på den normalt meget befærdede sti. Natur og Miljø har lavet et kort, hvor man kan se, hvor der er oversvømmet.

Foto: Danni Paulsen

Foto: Danni Paulsen

Foto: Danni Paulsen

På samme Facebookside kan man se, at klimasikringen på Risvangs Allé i Aarhus Nord i disse dage kommer til sin ret. Her er der etableret en kanal mellem vejbanerne, som samler regnvandet op, mens det beskidte spildevand ryger i kloakken.

Publiceret 18 February 2020 17:53