Nu bliver der mulighed for unge aarhusianerre med skuespillerdrømme at prøve kræfter med faget direkte efter folkeskole eller efterskole på HF Stage. Foto: Peer Mortensen, FGU Aarhus

Foto: Peer Mortensen, FGU Aarhus

Ny uddannelse ser dagens lys: Nu kan du tage en teater-HF på to år

Aarhusiansk teaterskole udvider sit virke og træder ind i en ny rolle og indgår samarbejde med Aarhus HF & VUC

Af
Kim Skovrup Andersen

Aarhus HF & VUC åbner i et nyt samarbejde med Teaterskolen Move'n Act for en 2-årig HF Stage, i stedet for den hidtidige 3-årige enkeltfags-udgave. Den gamle HF Stage havde den begrænsning, at man ikke kunne starte op direkte efter en afsluttet 9. eller 10. klasse, hvilket gjorde, at mange fravalgte den. Den fornyede version af uddannelsen kan man starte på umiddelbart efter afsluttet folkeskole.

Med den nye model indtager Teaterskolen Move'n Act HF-scenen og overtager dermed den rolle, Teaterhuset Filuren havde i forhold til den tidligere udgave af HF Stage. Move'n Act, der ligger på Grønnegade, har gennem 24 år professionelt uddannet unge i scenekunst og er dermed en særdeles erfaren spiller på området. Uddannelsesleder ved Aarhus HF & VUC, Lene Madsen, siger:

"Aarhus HF & VUC glæder sig til samarbejdet med Move’n Act om HF Stage, der er en 2-årig tilrettelæggelse hvor eleverne afslutter en gymnasial uddannelse og samtidig får mulighed for både teoretisk og praktisk at arbejde med deres passion, nemlig scenekunst. Hos os får eleverne dramatik på B-niveau, og det spiller rigtig godt sammen med, at de på Move’n Act får mulighed for at arbejde mere i dybden med skuespilkunst som et praktisk håndværk."

Lene Madsen glæder sig også over, at Aarhus HF & VUC, der holder til på Dalgas Avenue i midtbyen, med samarbejdet får større mulighed for at tiltrække en målgruppe af kreativt indstillede unge:

"Det er både godt for skolen, fordi det smitter positivt af på skolens miljø, og godt for de unge, fordi deres stærke fællesskab i HF Stage om lysten til teateret motiverer dem til også at komme i hus med en gymnasial uddannelse," siger hun.

Foto: Peer Mortensen, FGU Aarhus

Foto: Peer Mortensen, FGU Aarhus

Levende teatermiljø og SU

Også på Move'n Act er man begejstrede for samarbejdet om HF Stage som et tilbud til teaterinteresserede unge, der vil tage en ungdomsuddannelse og samtidig dyrke deres passion for teater og skuespil. Teaterskolens administrative leder, Mikkel Eder Ferdinand forklarer om modellen:

"Den nye 2-årige udgave bliver sammensat af HF-eksamensfag og praktiske teatertimer, som ligger i Move'n Acts regi. HF-fagene er gratis, og der er brugerbetaling for teatertimerne, som udgør 4.750 kroner per halvår, men uddannelsen er SU-berettiget. Move'n Act overtager også den sidste årgang af den 3-årige HF Stage. På den måde får de unge mange muligheder for interaktion, dels mellem de to årgange, og dels med de andre elever, vi har på Move'n Act. Det bliver et inspirerende og levende miljø for skuespilglade unge," siger han og tilføjer:

"Hos os på Teaterskolen Move'n Act er vi meget glade for det nye partnerskab. Det er det, vi er sat i verden for: At uddanne i scenekunst med stor faglighed og pædagogisk indsigt. Muligheden for kombinationen af en ungdomsuddannelse og Move'n Acts 1-årige uddannelse i scenekunst på fuld tid vil kunne udgøre en naturlig fødekæde for dem, der ønsker at gå i dybden med skuespilkunst.

Han forventer, at der maksimalt kommer 28 studerende på holdet, og hvis der er færre, er det planen, at de skal undervises sammen med HF Film.

"Tværfagligt giver det god mening, at nogle fag bliver taget sammen med HF Film, og der vil være gode synergieffekter," forklarer Mikkel Eder Ferdinand.

Læs mere om uddannelsen her.

Foto: Peer Mortensen, FGU Aarhus

Foto: Peer Mortensen, FGU Aarhus

Publiceret 16 February 2020 06:00