Pressefoto

Pressefoto

Vandflyver nummer to er på vej fra Australien

Nordic Seaplanes udvider sin flåde med et nyt fly

Siden starten i 2016 har Nordic Seaplanes fløjet med et enkelt - og samme fly - mellem landets to største byer.

Men efterspørgslen på den hurtige transport er steget og er nu større end kapaciteten, og derfor har firmaet i lang tid haft planer om at udvide med endnu et fly.

Det sker nu, oplyser Nordic Seaplanes i en pressemeddelelse.

Det nye fly, som også er en Twin Otter, blev produceret få måneder tidligere end den 'orginale' danske vandflyver og har fløjet 13.000 timer - 5.000 færre end Nordic Seaplanes' fly.

"Fly nummer to er købt i Cairns i Australien og har en interessant historie. Udover at det gamle og nye fly næsten er tvillinger, så har det nye fly før levet sit liv i Østen. Det har senest fløjet i Papua Ny Guinea for Mission Aviation Fellowship, en nødhjælpsorganisation, der i over 70 år har fløjet forsyninger som medicin og nødhjælp ud til mennesker, der lever i isolerede områder," siger kaptajn og direktør Lasse Rungholm.

Med det ekstra fly bliver der især indsat ekstra morgenafgange og vurderet nye mulige ruter.

Der går dog lige lidt tid, før flyet kommer i drift. Først skal det en tur forbi Schweiz, hvor det skal bygges lidt om.

Renoveringen forventes at være færdig i midten af april, så det kan blive sat i rutedrift 1. maj.

Publiceret 13 February 2020 12:31