Arkivfoto:

Arkivfoto: Bjarke ørsted/Ritzau Scanpix

Skuespiller Søren Spanning er død

Søren Spanning, der i 1976 blev udlært fra Aarhus Teater, er død

Af
Jonas Wrede Hansen

Den danske skuespiller Søren Spanning er død i en alder af 68 år. Det oplyser hans familie til Ekstra Bladet.

Søren Spanning blev født på Frederiksberg i København, men det var i Aarhus, at han i 1976 blev udlært som skuespiller. Det skete på skuespillerskolen ved Aarhus Teater, hvor han gik i årene 1973 til 1976. Den første spillefilm, han medvirkede i, foregik da også i Aarhus. Det var komedien 'Kassen Stemmer' fra 1976, hvor datidens store skuespillere som Axel Strøbye, Holger Juul Hansen, Morten Grunwald og Helle Virkner medvirkede. Søren Spanning havde en mindre rolle som journalist i filmen, der handlede om tre personer fra det bedre borgerskab i Aarhus, som udtænkte et økonomisk svindelnummer for at redde den ene fra konkurs.

Siden medvirkede han i flere danske film og tv-serier som 'Midt om natten', 'En Kongelig Affære', 'Taxa', 'Ørnen' og 'Borgen', indtil han for seks år siden blev ramt af en hjerneblødning. Den lammede hans venstre side af kroppen og satte en stopper for skuespillet.

Søren Spanning efterlader sig sin hustru, skuespillerinden Karen-Lise Mynster, og børnene, filmfotografen Jasper Spanning og skuespillerinden Rosalinde Mynster.

Publiceret 13 February 2020 17:30