Fodboldfabrikken sparkes i gang igen: Åbner i Aarhus Nord

Lars Kruse håber på, at tredje gang bliver lykkens gang, når Fodboldfabrikken genåbner i midten af marts

Af
Kim Skovrup Andersen

Efter en noget omtumlet tilværelse, hvor Fodboldfabrikken har åbnet op og lukket ned i de tidligere Ceres-bygninger og senest på Jens Juuls Vej i Viby, ser tredje gang nu ud til at blive lykkens gang.

For planen er, at der skal kunne spilles indendørs fodbold på tre 20x10 meter kunstgræsbaner fra midten af marts på Sindalsvej i det nordlige Aarhus.

Her holder Match Padel Aarhus i forvejen til med ni baner til en voksende sportsgren, der er en blanding af tennis og squash, og en af ejerne bag centeret, Lars Kruse, er også grundlægger af Fodboldfabrikken-konceptet, der blev sparket i gang i 2010 i hovedstaden og siden også har åbnet baner i Odense.

"Vi har haft midlertidige lejemål i Aarhus de første to gange, vi har åbnet Fodboldfabrikken op. Men nu har vi simpelthen købt ejendommen her, så nu kan vi tillade os at investere lidt i bygningen. Vi forventer at være her de næste mange år," forklarer Lars Kruse.

Sammen med tre andre slog han dørene op til Match Padel Aarhus i december 2018. Her er der nu ni baner, og der er konstant liv i de 5.000 kvadratmeter.

"To af mine forretningspartnere ejer In Sport i Klostergade, og de har fingeren på pulsen i alt, hvad der hedder ketsjersport. De kom med idéen om Match Padel, og konceptet har været meget populært. Vi har åbent hver dag fra klokken 6 til 23 og har op til 140 bookninger om dagen," siger Lars Kruse, som også er frivillig fodbolddirektør i 2. divisionsklubben Aarhus Fremad.

"Det er et 'con amore'-projekt. Jeg dyrker alt det, der kan give synergi-effekt mellem denne her virksomhed og så Aarhus Fremad. Så det kan sagtens være, det bliver spillere derude fra, som kommer til at være her. For vi bliver nødt til at bemande centret mere nu, når der også kommer tre fodboldbaner," fastslår Lars Kruse.

Spiller godt sammen

Han satser også på at de to populære sportsgrene helt naturligt kan spille sammen og har samme brede målgruppe.

"Jeg tror, konceptet med fodboldfabrikken står endnu stærkere sammen med noget andet. Man kan starte med en times padeltennis og så spille fodbold, men man vente på en ledig bane bagefter eller omvendt. Eller leje en fodboldbane til ungerne, mens man spiller padeltennis," siger han og nævner den gode beliggenhed som en af årsagerne til succesen.

"Den kan vi ikke klage over. Der er en masse parkeringspladser til rådighed, som vores nabo Bygma ikke bruger, for når der er rigtig travlt hos os, så har Bygma ofte lukket. Derudover går Letbanen lige hertil. Der er et stop 400 meter herfra," fortæller Lars Kruse.

Generelt er det vanskeligt at finde steder, hvor der er mulighed for at dyrke indendørs pedeltennis og fodbold.

"Det er svært at finde noget, hvor der er plads," siger Lars Kruse og peger på nogle søjler i de bygninger, der oprindeligt har dannet trælastlager:

"Hvis de der søjler havde stået 30 centimeter tættere på hinanden, kunne det ikke lade sig gøre. Det er svært at finde lokationer, hvor man ikke skal gå på kompromis. Ellers er jeg ret sikker på, vi havde åbnet flere steder, for forretningsmodellen holder."

Det er ingen hemmelighed, at ejerne bag Match Padel Aarhus derfor har planer om at åbne op andre steder i landet, men også i Aarhus Kommune.

"Vi har flere, der har spillet 1.000 timer herinde, og de bliver ved med at komme her, så det er et godt tegn. Samtidig vokser sportsgrenen, og jeg tror på, den kan komme helt op på niveau med tennis og badminton. Derfor kigger vi også på muligheder for at udvide i Sydbyen," lyder det fra Lars Kruse.

Publiceret 12 February 2020 08:00