Elevstrejke på Marselisborg Gymnasium.

Elevstrejke på Marselisborg Gymnasium. Privatfoto

Elever blokerer for undervisning på gymnasium i Aarhus

Gymnasieelever er utilfreds med nedlæggelse af klasser og lærerfyringer

Af
Jeppe Rafn

Eleverne på Marselisborg Gymnasium har blokeret for undervisningen på skolen.

Det har de helt konkret gjort ved at sætte stole og borde foran dørene til klasselokalerne, så lærerne ikke kan komme ind og undervise.

"Vi har valgt at strejke i sympati med lærerne på skolen," skriver eleverne i en mail til Lokalavisen Aarhus.

Gymnasiet står ifølge Lokalavisens oplysninger til at miste to klasser, og det vil betyde fyringer af lærere.

Elevstrejke på Marselisborg Gymnasium.

Elevstrejke på Marselisborg Gymnasium. Privatfoto

Nedlæggelsen af klasser bunder i, at der er for mange STX-pladser i Aarhus i forhold til efterspørgslen. Gymnasierne har ikke selv kunnet blive enige om fordeling af eleverne, og derfor går Region Midtjylland ind og laver en fordeling af elever. Regionen skal tage endelig stilling på et møde i eftermiddag, men det står klart, at det kommer til at betyde nedskæringer på blandt andet Marselisborg Gymnasium.

Også Århus Katedralskole og Risskov Gymnasium skal nedlægge klasser, mens Aarhus Gymnasium og Viby Gymnasium, der har problemer med at få nok ansøgninger, får tildelt elever og nye klasser.

Eleverne på Marselisborg Gymnasium er bekymret for, at lærerfyringer kommer til at give dårligere undervisning, og at kommende elever, der ønsker at gå på Marselisborg, bliver henvist til Aarhus eller Viby Gymnasium. Det frie gymnasievalg er med andre ord ikke helt frit.

Privatfoto.

Privatfoto. Elevstrejke på Marselisborg Gymnasium.

Eleverne fortæller til Lokalavisen, at de i middagsfrikvarteret blev orienteret af lærerne om de kommende nedskæringer, hvorefter eleverne besluttede at lockoute lærerne ved at blokere adgangen til undervisningen.

Eleverne vil strejke resten af dagen og muligvis også i morgen. Det har de ikke taget stilling til endnu.

Publiceret 29 January 2020 00:00