Papegøjerne Tøsen, Victor og Pedro er en del af familien sammen med parrets to voksne sønner.

Papegøjerne Tøsen, Victor og Pedro er en del af familien sammen med parrets to voksne sønner.

Papegøjepar gør en forskel i Bispehaven

Palle Christiansen Bay og Mari-Ann Petersen er idémagere og drivkraften bag flere storstilede og succesfulde arrangementer i Bispehaven i Aarhus Vest - og nu er de snart klar igen med et nyt

Af
Jannik Stanley Nielsen

portræt "Palle er i fuld gang med noget, lad os se hvad det er."

Vi er i Kulturkælderen under Trivselshuset midt i Bispehaven i Aarhus V. Synet af farverige malerier, kulørte pærer og diverse materialer blander sig med lyden af puslen og rumsteren inde i værkstedet ved siden af, så Mari-Ann Petersen viser vej derind. Palle Christiansen Bay arbejder på et stort bord/bænke-selvbyggerprojekt til udendørsarealerne i Bispehaven. Palle kigger op og smiler venligt, mens hans store hænder kyndigt arbejder videre.

"Området skal forskønnes, og vi har været så heldige at få opgaven," siger han lunt og lægger det fra sig og giver hånd.

Så ringer telefonen. Det gør den ofte hos de to vitale ildsjæle.

En del af områdets sjæl

52-årige Palle Christiansen Bay og 44-årige Mari-Ann Petersen har lagt hjerte og sjæl i lokalområdet gennem de godt og vel 25 år, de har boet i Bispehaven. De senere år har de involveret sig kraftigt i boligsocialt arbejde og har både udviklet og afviklet flere store arrangementer, blandt andet fastelavnsfester, halloweenfester, kunstudstillinger, fællesspisninger, en gennemgribende renovering af Kulturkælderen og diverse kreative udsmykningsprojekter. Arbejdet er deres liv, og deres liv er arbejdet - de er en integreret del af områdets sjæl. I hvert fald hvis man spørger de boligsociale medarbejdere fra Østjysk Bolig, som for nylig havde indstillet parret til prisen som Årets Boligsociale Ildsjæle. Parret vandt ikke, men det gør dem ikke noget.

Parret har været sammen i 26 år. De samler selv sponsorater, materialer og alt inventar ind, så alt er så billigt som muligt og altid gratis at være med til.

Parret har været sammen i 26 år. De samler selv sponsorater, materialer og alt inventar ind, så alt er så billigt som muligt og altid gratis at være med til.

"Priser siger mig ikke noget, selv om man da godt kunne bruge pengene til at skabe nogle projekter for," siger Palle Bay, da vi sidder ved det patinererede langbord midt i Kulturkælderen over en kop kaffe.

"Det vigtige er det, man gør, og den forskel man er med til at gøre for lokalområdet og de mange gode mennesker, som bor her. De mennesker, som jo ER området," siger Palle Bay med sædvanlig roligt og tænksomt eftertryk.

Vandtårn og papegøjer

Der sker ting og sager, når parret går i gang. Sidste år var mere end 200 glade børn og voksne med til fastelavnsfest, hvor de bankede 10 tønder ned, som hængte i gården foran Trivselshuset.

"Det startede egentlig med, at vi gik rundt med vores papegøjer på skuldrene herude og til arrangementer, som vi optrådte ved, og så kaldte folk os selvfølgelig for pirater. Så vi klædte os ud som pirater og delte snolder ud," griner Mari-Ann og fortsætter:

"Så så vi, at der var et arrangement i Trivselshuset med to forkølede tønder og ikke ret mange børn. Og så tænkte vi, at det kunne vi gøre bedre," siger Mari-Ann, som sammen med sin mand fik lov at stå for arrangementet, hvor blandt andet tryllekunstneren Jesper Grønkjær sidste år optrådte med stor succes.

Nu er det med parrets egne ord Danmarks største fastelavnsfest, hvor der blandt andet bliver delt dronninge- og kongekroner ud, som parret selv har bukket i guldfarvet metal og syet og sat perler på, pyntet med et vandtårn på toppen - et af vartegnene for Bispehaven. Og nu skal parret for femte gang stå i spidsen for en ny storstilet fastelavnsfest, som altid er lavet ud fra idéen om, at det skal være sjovt, gratis og utraditionelt.

Kærlige fuldtidstosser

"Vi gør det af kærlighed til mennesker og til området, og vi kan mærke, at alt arbejdet kommer tilbage på en god måde. Det ryster folk sammen, og jo mere man gør, jo bedre. Lysten kommer jo også af alt det, man får igen - og alle indsatserne er med til at løfte området, som jo er dejligt. Så der er også en høj grad af social motivation i det," siger Palle Bay og tænker lidt med et skælmsk smil, inden han afslører, hvad der foregår bag de milde, skarpe øjne:

"Det er sjovt at være tosset, bare man ikke er det alene. Kald os bare fuldtidstossede - bare det vi gør, virker – og det gør det," siger idémanden.

Og så ringer telefonen igen.

Publiceret 27 January 2020 06:00