Gadesygeplejersker på arbejde i Aarhus Kommune.

Gadesygeplejersker på arbejde i Aarhus Kommune. Arkivfoto: Gorm Olesen /Ritzau Scanpix

Hjemløse står til at miste to gadesygeplejersker:

"Det betyder liv og død for os"

Gadesygeplejerskerne går fra fire til to personer, når midlertidig bevilling udløber. Hjemløseorganisation opfordrer til at fortsætte med fire for at redde liv og spare penge i længden

Af
Louise Nyvang Burmeister

Udsatte Med udgangen af marts bliver antallet af gadesygeplejerskjer i Aarhus halveret. Fra fire til to.

De to ekstra, der er taget ud på gaden med plejen, er nemlig finansieret af Satspuljemidler, som blev tildelt i to år.

Et team på fire gadesygeplejersker bør dog gøres permanent, mener hjemløseorganisationen SAND.

"De har gjort en kæmpe forskel. Vi har virkelig kunnet mærke en forskel, for de kommer meget mere rundt nu, hvor de er fire," siger Christina Strauss, der er formand for SAND.

Gadesygeplejerskerne hjælper blandt andet med medicin og sårpleje, men de støtter og vejleder også de udsatte borgere i at komme videre i behandlingssystemet.

Det forklarer leder af gadeteamet i Aarhus Kommune, Jakob Storm.

"Vores behandlingssystem bygger jo på, at vi selv opsøger hjælp. Det gør den her gruppe ikke. Men gadesygeplejerskerne opbygger relationer ved at færdes i de udsatte miljøer og er på den måde gode til at hjælpe borgere videre i behandlingssystemet," siger Jakob Storm.

Han fortæller, at de to ekstra sygeplejersker har haft rigeligt at lave.

Brug for flere

Ifølge Christina Strauss er der brug for endnu flere sygeplejersker på gaden. Også efter klokken 16.

"Gadesygeplejersker har en normal arbejdstid, men vi har også brug for dem om aftenen og i weekenden. Hvis de møder en veteran, kan de for eksempel få vedkommende i kontakt med veteranhjemmet. De kan hjælpe med at blive testet for hepatitis eller sikre, at behandlingen fuldføres. Sår kan udvikle sig til voldsom betændelse, hvis det ikke bliver behandlet. Det betyder i sidste ende liv og død for de hjemløse," siger Christina Strauss.

Formanden mener, at investeringen i gadesygeplejersker giver god mening.

"Det koster penge her og nu, men man sparer penge i længden, fordi tingene bliver taget i opløbet, før det når at gå helt galt med indlæggelser," siger Christina Strauss.

Hjemløseorganisationen SAND har afleveret et høringssvar til Aarhus Kommunes nye sundhedspolitik, der skal diskuteres på byrådsmødet onsdag. Håbet for organisationen er, at de udsatte borgeres adgang til lægehjælp ikke forringes.

Publiceret 24 January 2020 06:00