Borum, vest for Aarhus, er blandt de 13 midtjyske kandidater til Årets Landsby. Foto: Google Earth

Borum, vest for Aarhus, er blandt de 13 midtjyske kandidater til Årets Landsby. Foto: Google Earth

Aarhus Kommune har en enkelt landsby med i opløbet til landsbyprisen

Kulturelle og sociale Borum kandiderer til Årets Landsby

Hvert år kåres Årets Landsby i landets regioner, og nu er kandidatlisten til dette års kåring i Region Midtjylland klar.

Her er Aarhus repræsenteret med en enkelt by, nemlig Borum, der ligger i den vestlige del af kommunen.

Prisen hylder sammenhold og bæredygtig udvikling i landdistrikterne, og i den kommende tid skal feltet af i alt 13 landsbyer snævres ind til fem kandidater, før den endelige vinder findes, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

"Borum er en af Danmarks ældste oldtidslandsbyer og befolket af mange kreative mennesker, professionelle kunstnere og musikere. Landsbyens kulturliv spænder fra det helt nære – fællessang, fællesspisning, musikskole og koncerter - til udviklingen af en ny by-identitet, der er skabt i tæt udveksling med de nærliggende landsbyer Sjelle og Herskind i det såkaldte "Langeliniefællesskab". Borum har også fokus på det bæredygtige. I "Borum Grønt" dyrker, sælger og køber borgerne økologiske grøntsager, der på sigt skal være grundlag for en social købmandsbutik og cafe i "Borum Lille Kulturhus", byens kommende samlingssted, der via borgernes medfinansiering og frivillig arbejdskraft forhåbentlig bliver en realitet inden længe," lyder begrundelsen for kandidaturet.

Kandidaterne vurderes af en fagjury, bestående af eksperter, som er hentet uden for regionen. Vurderingen sker på baggrund af syv kriterier, der blandt andet handler om arbejde med bæredygtig udvikling – herunder grøn energi - landsbyens fysiske miljø, det lokale fællesskab og samarbejde med andre landsbyer og byer.

"Vi ønsker at fremhæve og fejre de lokalsamfund, der viser nye veje til udvikling. Samtidigt ønsker vi at fremhæve, at landdistrikterne og de mange ildsjæle her, spiller en vigtig rolle i udviklingen af fremtidens samfund," siger formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland, Jørgen Nørby (V).

Juryen barberer i løbet af de kommende uger feltet ned. I løbet af februar peger de på den kandidat, der bedst opfylder kriterierne, og på den baggrund beslutter regionsrådet, hvem der vinder Landsbyprisen 2020. Med kåringen følger 150.000 kroner til yderligere udvikling.

Her er Borums 12 konkurrenter:

  • Blåhøj, Ikast-Brande Kommune
  • Bøvlingbjerg, Lemvig Kommune
  • Fårup, Randers Kommune
  • Gylling, Odder Kommune
  • Hald, Skive Kommune
  • Knudby, Viborg Kommune
  • Landsbyklyngen Langhøj, Struer Kommune
  • Landsbyklyngen Livet i Midten, Norddjurs Kommune
  • Mørke, Syddjurs Kommune
  • Stauning, Ringkøbing-Skjern Kommune
  • Vejerslev, Favrskov Kommune
  • Voerladegård, Skanderborg Kommune

dp

Publiceret 24 January 2020 06:44