Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Byrådet befaler:

"Byens største pissoir" skal væk fra Store Torv

Det forventes at koste omkring en million kroner at sløjfe Vanddragen og køre den på depot

Af
Danni Paulsen

Onsdag blev det officielt. Mange års debat og utilfredshed med Torvenes Brøndsløjfe - i folkemunde kaldet Vanddragen - kan forstumme.

Byrådet har besluttet, at Vanddragen skal væk fra Store Torv og køres på depot.

Det forventes at komme til at koste en million kroner at flytte kunstneren Elisabeth Toubros værk, som blev installeret i 2003. De penge findes internt i Teknik og Miljø, som vurderer, at det ville have kostet lige så meget at istandsætte Vanddragen.

"Det kan irritere grusomt, at det kunstværk aldrig er kommet til at fungere efter hensigten. Det har aldrig fungeret, og diskussionen er aldrig stoppet. Vi tror, det vil være rigtig godt på lang sigt at finde en anden løsning," sagde Ango Winther (S), der tidligere har været imod forslaget om at sløjfe kunstværket.

Han har nu skiftet mening og vil ligesom flertallet i byrådet have et andet vandkunstværk til at erstatte Vanddragen.

"Vores holdning er, at det tekniske anlæg under torvet skal bibeholdes, og så skal der findes et vandkunstelement til Store Torv, som giver et fornuftigt sted at være – ikke mindst for vores børn. Store Torv skal gøres mere tilgængelig og spændende," understregede han.

Måske til Aarhus Ø

Flere politikere anførte i debatten, at Vanddragen er et yndet vandladningsmål, og foreslår, at der skal være samme slags springvand som på havnen.

”Vanddragen er lidt af et pissoir, og det er ikke så lækkert, at børnene leger i det. Og det er også farligt at falde der. Jeg er udelt begejstret for planen. Vi skal have et springvand som det, vi har på Toldboden. Vi savner et skønt, grønt sted, der kalder på leg," lød det fra Eva Borchorst Mejnertz (RV) med henvisning til, at der skal laves en plan for, hvordan torvene fra Vor Frue Kirke til Bispetorvet skal se ud i fremtiden.

"En forskønnelse af torvet er hårdt tiltrængt. De fleste er enige om, at placeringen af Vanddragen ikke er optimal. Under festugen bliver den til byens største pissoir," forklarede Knud N. Mathiesen (DF).

Han mener ikke, at Vanddragen skal køres på depot, men foreslog i stedet, at man sammen med en privat bygherre finder en plads til den på eksempelvis Aarhus Ø eller i Sydhavnen. Noget, Teknik og Miljø-rådmand Bünyamin Simsek (V) lod forstå, at han er indstillet på, hvis det giver økonomisk mening.

Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening, er glad for, at Vanddragen skal væk fra Store Torv. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening, er glad for, at Vanddragen skal væk fra Store Torv. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

City-direktør: Hold fokus

Flere byrødder kritiserede, at det kun var Vanddragen, der var på dagsordenen, og at man ikke samtidigt tog en debat om, hvordan torvene skal se ud i fremtiden.

Direktøren for Aarhus City Forening, Claus Bech, håber også, at politikerne får sat skub i arbejdet med torvenes fremtid.

"Onsdag var en glædens dag. Det er rigtig godt, at der nu er truffet en endelig beslutning, og at Vanddragen bliver fjernet. Samtidig er det dog vigtigt, at man kigger ind i det store visionsoplæg, Teknik og Miljø allerede har lavet for torvene. Debatten i byrådet handlede kun om Vanddragen, men nu er det vigtigt, at man holder fast i at få ført nogen af visionerne ud i livet, så der bliver et flot samspil torvene imellem," siger Claus Bech og fortsætter:

"Der ligger jo nogle meget konkrete bud med grønne træer, opholdsmuligheder, et fleksibelt springvand og noget spændende udeservering, så jeg vil opfordre byrådet til at have øje for og fokus på en helhedsplan for de fire torve, så man ikke laver en hurtig løsning på Store Torv, hvorefter der går ti år, før man får kigget på de andre."

Rådmand Bünyamin Simsek (V) sagde på byrådsmødet, at han vil komme med et bud på, hvordan Store Torv fremover kan komme til at se ud.

Publiceret 23 January 2020 13:09