Ur-tvillingerne fra Højbjerg her sammen med de to løver Jacob Risgaard (til venstre) og Jesper Buch.

Ur-tvillingerne fra Højbjerg her sammen med de to løver Jacob Risgaard (til venstre) og Jesper Buch. Foto: Carsten Andersen

Løvens Hule:

Løver investerer millionbeløb i ur-tvillinger fra Aarhus

"Det er de sejeste tvillinger, jeg nogensinde har mødt," siger Jesper Buch fra Løvens Hule

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

iværksættere Ur-eventyret startede for seks år siden hjemme på drengeværelset i Højbjerg, og det er nu taget til nye højder, for efter at have medvirket i Løvens Hule på DR1 har de enæggede Ditur.dk-tvillinger med domicil i Hasselager fået to investorer med i virksomheden.

De meldte sig til det populære program i marts, og på en familieferie i Barcelona i slutningen af august fik de at vide, at de skulle være med i programmet og være klar til optagelse 18. september.

De to brødre med benene solidt plantet i den aarhusianske muld havde inden tiden besluttet sig for, hvad de ville opnå, men som i alle andre afsnit af Løvens Hule endte det med en forhandling med løverne.

"Vi bad om 750.000 kroner for fem procent af virksomheden. Vi vidste godt, at de fem procent var urealistisk, men så havde vi noget at forhandle om. Forhandlingerne blev meget intense og forvirrende, og vi havde svært ved at holde tungen lige i munden. Alle løverne pånær Mia Wagner bød på os, men vi endte med at sige ja til Jesper Buch og Jacob Risgaard. Vi fik 1,2 millioner kroner for 15 procent af virksomheden og en værdiansættelse på otte millioner," fortæller 27-årige Kasper Dissing, mens broren holder ferie på Sri Lanka.

Blandede følelser

Da Lokalavisen Aarhus er forbi, dagen før programmet ruller over skærmen, har tvillingerne endnu ikke set afsnittet, og selv om det bliver sjovt at se sig selv på tv, er de mest spændt på, hvad der sker, når programmet er slut.

Tvillingerne, Mikkel (til venstre) og Kasper Dissing skulle tænke hurtigt, da de var med i Løvens Hule.

Tvillingerne, Mikkel (til venstre) og Kasper Dissing skulle tænke hurtigt, da de var med i Løvens Hule. Foto: Carsten Andersen

I dag er brødrene glade for, at de har fået to kompetente investorer med i virksomheden, og at de kan være med til at hjælpe Ditur.dk med at komme ud over Danmarks grænser, men da bilen trillede retur mod Jylland efter optagelserne, var det med blandede følelser. Som enæggede tvillinger og et liv op og nedad hinanden, siden de lå i deres mors mave, tænker de helt ens.

"Vi havde de samme følelser. Det var ikke sådan, at jeg sad med blandede følelser, og Mikkel åbnede champagneflasken og fejrede det. Vi brugte de 3,5 time til Jylland på at tale det hele igennem, og vi gik direkte ind og satte os her i mødelokalet og talte videre i to timer, da vi var hjemme igen," siger Kasper Dissing og fortsætter:

"Vi havde som mål, at det var de to, vi skulle have med, og det var vi glade for, men vi spekulerede på, om vi skulle have presset dem noget mere, da vi jo afgav 15 procent af vores virksomhed til dem. Men efter et par dage, så var det slet ikke vigtigt. På den lange bane er det jo ligegyldigt, om jeg ejer 42,5 procent af Ditur.dk eller 45. Og den mulighed og kompetencer vi har fået fra dem, har en meget højere værdi for os."

Eksamensangst

Inden optagelserne til afsnittet gik i gang, var tvillingerne nervøse og havde en følelse af eksamensangst. Her var det bare seks års arbejde, de skulle ind og forsvare.

"De er jo kendte for at sige tingene lige ud i det program, så vi var nervøse. Det hele foregår, som man ser på tv. Kameraerne bliver ikke slukket, når vi skal tale om, om vi vil gå med på løvernes bud. Vi havde 45 sekunder hver gang, og det er ikke meget til at beslutte sig for, hvad man skal med sin forretning," siger Kasper Dissing, der synes, det sværeste har været at holde det hemmeligt siden september.

Seje tvillinger

Sammen med broren er han allerede nu glad for at have fået de to løver med om bord i Ditur.dk, da de blandt andet kan være med til at få urene ud over Danmarks grænser, som er det helt store mål for tvillingerne.

Også løverne er begejstrede for at være en del af Ditur.dk.

Mikkel (til venstre) og Kasper Dissing glæder sig over, at de har fået kompetente investorer med om bord på Ditur.dk.

Mikkel (til venstre) og Kasper Dissing glæder sig over, at de har fået kompetente investorer med om bord på Ditur.dk. Foto: Carsten Andersen

"Det er de sejeste tvillinger, jeg nogensinde har mødt. De har styr på deres ting, og jeg er meget imponeret over den rejse, de allerede har taget, og jeg er imponeret over det niveau, de allerede er på. Det er meget atypisk at være så ung og have så stor en forretning på kort tid. Samtidig har de nogle fede personligheder, og jeg kan godt lide at være sammen med folk, der inspirerer mig," siger Jesper Buch til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:

"De har gjort det godt i Danmark og lavet et fint overskud. Det skal vi nu have kopieret ind i andre markeder. Min plan er, at jeg hurtigt skal lære virksomheden at kende, og at vi skal bruge tid på, hvilke markeder vi skal gå ind. Det er blandt andet det, jeg kan bidrage med."

De to Højbjerg-brødre har trods deres succes ingen planer om at sælge deres virksomhed.

"Det er vores fremtid. Vi vil gerne være her om både 10, 20 og 30 år. Vi vil gerne drive en sund forretning med overskud, og de to løver stoler på os og skubber os i den rigtige retning," understreger Kasper Dissing, der er glad og imponeret over den energi, Jacob Risgaard og Jesper Buch allerede har lagt i Ditur.dk.

Publiceret 16 January 2020 21:00