Præsteklumme: Drømme og mål

Af
Per Thomsen

Fredenskirken

Månelanding

I 1961 lovede den amerikanske præsident John F. Kennedy, at USA inden udløbet af årtiet ville gennemføre verdens første månelanding. Da han lovede dette, havde man ikke den nødvendige viden og kompetencer for at kunne gennemføre sin beslutning. Men drømmen stod ved magt. – Kennedys drøm blev til virkelighed, men sådan går det desværre ikke altid.

I have a dream ”I have a dream” – ”Jeg har en drøm” sagde den sorte borgerretsforkæmper Martin Luther King i sin berømte tale fra 1963. King drømte store drømme midt i en tid fyldt med raceforfølgelser, politisk undertrykkelse og uligheder. Han sagde bl.a. at han drømte om, ”At selv i de dele af landet, der nu er domineret af racehad og forskelsbehandling, vil små sorte drenge og sorte piger være i stand til at gå hånd i hånd med små hvide drenge og hvide piger som søstre og brødre.”

Kings tale har været med til at forandre verden også selv om han ikke sagde noget konkret om, hvordan raceproblemerne skulle løses. Man er kommet langt om end, man ikke er kommet i mål med alt det King drømte om.

Ny dansk klimalov

6. december 2019 indgik folketinget partier en aftale om at lave en af verdens mest fremsynede klimalove med mange bindende løfter, samtidig med at man i Madrid til COP25 kæmpede for at en klimaaftale uden held.

Politisk er der nu i Danmark formuleret et mål for, hvor vi skal hen klimamæssigt, og det er så nu vores fælles opgave at finde ud af, hvordan vi teknisk og politisk kan komme derhen.

Det er vigtigt at drømme drømme

Det er vigtigt at turde drømme – og drømme stort. Også selv om man ikke kan se hvordan man skal kunne komme i mål med det, man drømmer om. Det er netop ved hjælp af drømmene og visionerne, man kan sætte en retning, som man kan gå efter og arbejde hen imod. Desværre går det ofte som i Ludo, at man bliver slået hjem mange gange, men det betyder ikke at man skal opgive at spille – at have drømme og forhåbninger. Uden håb bliver alt for meget alt for let til håbløshed og apati. Det er håbet, drømmene og visionerne, der holder os i gang.

Julenat lød budskabet om fred til mennesker. Selv om det er to tusind år siden at drømmen blev formuleret, så er den stadig ikke blevet til virkelighed alle steder og alle vegne. Men derfor skal vi alligevel holde fast i drømmen om, at hver enkelt af os kan finde fred med verden, sig selv, sine medmennesker og sin Gud.

Publiceret 11 January 2020 06:00