Præsteklumme: Dåb som et spejl

Af
sognepræst Elisa M. Wejse

Harlev-Framlev kirker

Præsteklumme Jeg kender en amerikaner som er kristen og virkelig tror på Gud, men som aldrig er blevet døbt. I hans kirke praktiserer man ikke barnedåb og det med at blive døbt, skulle ligesom være, når han var klar til det. Nu er han snart fyrre år og han synes ligesom aldrig, der har været en god anledning til at blive døbt. Han har aldrig følt. at han var virkelig klar og god nok til at blive døbt. Derfor var han aldrig blevet døbt.

I sådan en situation bliver jeg rigtig glad for at vi har barnedåb, dåb af spæde i vores folkekirke. For så handler det ikke om at være ”god nok” eller at der skal være en særlig anledning til at fejre dåb. Så bliver dåben det, som den er tænkt som; nemlig en gave man modtager. Og det vises ikke mere tydeligt end når sådan en lille baby bliver døbt, for den har ikke præsteret ret meget! En baby kan ikke andet end at tage føde ind af den ene ende og aflevere noget ud af den anden ende, skrige eller bøvse lidt. Det er ikke den store præstation. En baby har ikke bevist at være ”god nok” for at blive døbt. Nej, dåben modtages som ren gave.

Hver gang vi ser et barn blive døbt i kirken må vi spejle os i det barn – minde os selv om, at selvom vi er voksne så må vi bare modtage Guds kærlighed uden at skulle præstere eller bevise noget først – ligesom det lille barn, der bliver døbt. Det har vi svært ved at huske fordi vi lever i en præstationskultur, hvor vi hele tiden skal bevise vores værd, præstere, forbedre os og mase os fremad med spidse albuer. Men i Guds rige er det anderledes, der skal vi bare modtage ligesom et lille barn.

Hvad er det børn kan, som vi voksne skal tage ved lære af? Ja, de er umiddelbare, de tror bare på Gud, uden at stille en masse spørgsmål. Og så er børn tillidsfulde, de modtager bare i tiltro til, at den anden vil dem det godt. På samme måde må vi som døbte og elskede børn overgive os til Guds stærke og varme hænder hver dag – ligesom det lille barn i tro og tillid. Det må vi gøre både i medgang og modgang gennem livet.

Og så husk; det er aldrig for sent at blive døbt. Der er drop-in-dåb i Aarhus året rundt, bare søg på nettet. Og det er set før, at selv en ældre på sit dødsleje er blevet døbt af præsten med vand i en vaskebalje. Dåben er Guds gave til os. Den varer hele livet og den kan tages imod gennem hele livet.

Publiceret 11 January 2020 06:00